21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

En anti-imperialistisk stemme er død

En anti-imperialistisk stemme er død

Den uruguayansk-fødte forfatter og krønikeskriver Eduardo Galeano døde den 13. april, 74 år gammel.

Eduardo Galeano ved åbningen af den brasilianske bogmesse Bienal do Livro de Brasília i april 2014.
FOTO: Fábio Rodrigues Pozzebom/Agência Brasil
1 af 1

Eduardo Galeano blev født i Uruguays hovedstad Montevideo i et katolsk overklassemiljø med spansk, engelsk og tysk afstamning.

Eduardo Galeano var voldsom inspireret af den igangværende cubanske revolution, som senere begejstrede en hel verdens unge.

Som 14-årig tegnede han for det socialistiske magasin ’El Sol’. Han startede som journalist i 1960’erne på Marcha, et af Latinamerikas vigtigste politiske – og kulturelle ugeblade, hvor han skrev både skønlitteratur og politiske essays, smukt og skarpt. Eduardo Galeano var voldsom inspireret af den igangværende cubanske revolution, som senere begejstrede en hel verdens unge.

Latinamerikas forarmelse

Et af hans hovedværker er "Latinamerikas åreladning" (1971), om fem århundredes udplyndring af Latinamerika. Heri dokumenterer Eduardo Galeano, at Latinamerikas forarmelse skyldtes, at det skulle sikre velstanden i Europa og USA. Bogen fik ny verdensberømmelse, da Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez gav USA’s præsident Obama den under et topmøde mellem dem. Da bogen udkom, blev den forbudt af militæret i Chile, Argentina og Uruguay.

Efter militærkuppet i 1973 blev han fængslet og flygtede til Argentina, hvor han grundlagde et politisk magasin, "Krise". Da Argentina begyndte sin "beskidte krig" mod venstreorienterede, gik turen til Spanien. Her skrev han den delvist selvbiografiske "Dage og nætter med kærlighed og krig" (1978) om årene 1975-77.

Han vendte tilbage til Uruguay, da militæret faldt i 1985, og genstartede Marcha under navnet Brecha.

Et andet hovedværk, trebindsværket "Ildens Erindring" (1982-86) er både poesi, historie og fortælling. Værket dækker på formidabel vis perioden fra den præcolumbianske tid over det 18.-19. århundrede, for i tredje bind at løfte historien op til i dag. Det er et poetisk og anti-imperialistisk mesterværk, der senere er hyldet af anti-globaliseringsbevægelsen og forsat bør læses.

Besat af at huske

Om sit forfatterskab, som trods megen skønhed ikke omfatter den "magiske realisme", som ramte Latinamerika, har han sagt, at "jeg er besat af at huske".

Som andre "latinoer" var Galeano bidt af en gal fodbold, og han har skrevet flere bøger om dette. Især vil man huske "Fodbold i sol og skygge" (1996) og "Verdensmesterskaberne i fodbold" (2002)

Hans seneste bog, "Børn af dagene" (2011) er en beskrivelse af magten og rigdommens koncentration.

Eduardo Galeano blev udnævnt til æresdoktor på Havana Universitet i 2001, og han har desuden modtaget et hav af priser.

Da han døde, udtalte Bolivias præsident Evo Morales: "Verden og Latinamerika har mistet en maestro for befrielsen af mennesker… Hans budskaber og værker har altid været orienteret mod at forsvare suverænitet og værdighed for folket".

Hans bøger er oversat til over 20 sprog. Herhjemme er der udkommet omkring 15 værker.

Galeano efterlader sig, foruden sin tredje hustru Helena, som han giftede sig med i 1976, tre børn og et smukt, bevægende og anti-imperialistisk forfatterskab.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2015 - 12:30   28. apr. 2015 - 12:30

Mindeord

Bjarne Nielsen
Anmelder