Jeppe Aakjær levede i en brydningstid med kolossale forandringer i vort land og verden omkring os.

Han blev født den 10. september 1866 og døde i 1930. I hans tid blev landbruget omlagt og moderniseret, andelsbevægelsen og højskole­bevægelsen skabtes, og bønderne tilkæmpede sig politisk og kulturel indflydelse. Industrialiseringen tog fart, kapitalismen udviklede sig til imperialisme, arbejder­bevægelsen opstod og voksede sig stærk, udviklede sine egne organisationer og sin egen ideologi, som fandt sit første praktiske fodfæste gennem den store, socialistiske Oktoberrevolution i Rusland i 1917.

Jeppe Aakjær var ikke en verdensfjern skønånd. Han sugede begærligt indtryk til sig fra den nære og fjernere omverden og tog levende del i sin tid. Han skrev ikke kun betaget og smukt om naturen eller om bondens liv og arbejde – selv om det mest er den side af ham, vi har fået lov at kende; når vi lige ser bort fra sangen om Jens Vejmand.

I mange, mange sange og digte, artikler, fortællinger og foredrag agiterede – for ikke at sige tordnede – Jeppe Aakjær imod militarisme og krig, fattigdom og nød, underkuelse og udnyttelse af husmænd, landarbejdere og tyende og de første generationer af industriarbejdere i de hastigt voksende slumkvarterer.

For socialisme

Omvendt agiterede han for det arbejdende folks sag, for fred og frihed til fremskridt, for social retfærdighed og international solidaritet – for folkeoplysning og for socialisme.

Men det var bønderne – hans egen klasse – som han forstod bedst, og som stod hans hjerte nærmest; og han endte efter sigende som et ret konservativt indstillet menneske; som jo i øvrigt hele hans klasse i vort land.

Siden har forlag og skolemestre og hele den samlede kulturfrisering gjort deres bedste for at gøre ham stueren og tam. I vores egen tid gør historieløsheden og kulturforfladigelsen deres til at kaste et glemselens slør over Aakjær som over så mange af vort folkelige fundaments bygmestre gennem tiden.

Man skal ikke være helt sikker på, at de er totalt værdiløse af den grund – og slet ikke har noget at sige os i dag.... Både om vores fortid og rødder; om de kår og det arbejde og samliv, de sorger og glæder, som verdens store flertal af bønder stadig lever med. Om menneskenes stærke samliv i arbejde, kærlighed og kamp.

Du kunne jo prøve at gå på opdagelse hos ham – i dagens eller årets gode anledning.... For eksempel på det nærmeste bibliotek, hvor han stadig hører til vældet af gratis glæder; selv om han sikkert skal hentes i magasinet ude bagved eller nede i kælderen.

Til kamp for de tyende

Et eksempel på Jeppe Aakjærs politiske engagement finder vi på forsiden af Tyendeforbundets blad, Tyendebladet, som første gang udkom den 6. oktober 1907. Her blev forsiden domineret af en sang, som forfatteren havde skrevet til lejligheden. 

Tyende – tjenestefolk og landarbejdere – var i årene omkring 1900 en befolkningsgruppe, der ikke havde de samme politiske og juridiske rettigheder som resten af befolkningen. Blandt andet havde de ikke valgret. Flere politikere, partier og foreninger arbejdede for at ændre på disse forhold, blandt andet Tyendeforbundet, der blev dannet i 1907. 

Tyende-Sang

Her kommer fra Dybet den mørke Armé
og fordrer af Verden et Svar;
skjønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le er al den Fane vi har,
vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
og Løfter i Vejret på Skjændselens Bræt
den Tusindaars-Lænke, vi bar.

Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad,
kun denne vor skorpede Haand;
til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad,
i Ørkner vandred vor Aand.
Du Herre, som højt gjennem Samfundet red
hen over de Rygge, du trykkede ned,
nu smyger vi af dine Baand!

Vi harved din Ager, vi skar dine Neg,
vi strigled din blommede Hest,
vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg,
naar selv du gik pyntet til Fest.
Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm,
hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm,
og Svindsoten kommer som Gjæst.

Vel er vi en kuet og slidende Hob,
kun Trælle i Velstandens Gaard,
i Samfundets Aske en nedtrykket Job,
der skraber sin Byld med et Skaar;
snart svinger for Ruden dog Opgjørets Lyn,
se op, Kammerater, det lysner i Sky’n,
Befrielsens Malmklokke slaar!

Vi raaber det ind gjennem Luge og Lo,
hvor dundrende Plejlene gaar:
kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo,
se ud fra de hældende Vraa’r!
For Fronten Reveillen nu løfter sin Klang,
lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang,
jer Dagning paa Ruderne staar.

Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind,
og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind
og Rester af Letsindets Skat.
– Da pløjer vi muntre vort bølgende Land,
naar først vi har friet vor kuede Stand
fra Tusindaars-Trældommens Nat.