Der er egentlig ikke noget ved Niels Hausgaard, der burde skræmme folk eller gøre dem ophidsede. Han fremstår som en høj, solbrændt, slank ældre herre med blide blå øjne, omkranset af smilerynker. Når han taler, er stemmen blid, nærmest mild, måske lidt lavmælt.

Lige indtil han står på scenen. Som han gjorde i lørdags til Arbejderens 30-års jubilæumsfest i Nørrebrohallen, og som han gjorde forrige torsdag i Tønder til den årlige musikfestivals åbningskoncert i kulturhuset.

Så fyger det med skarpe bemærkninger, mens han stemmer guitaren for 117'ende gang. For den 68-årige fiskersøn fra Hirtshals er ikke bange for at tage stilling til tilværelsen.

- Det er ikke noget, jeg har valgt. Sådan er mit liv bare, og det ville være uinteressant, hvis jeg ikke gjorde det, siger han dagen efter i larmen fra festivalens musikerbar.

Niels Hausgaard elsker at hudflette dumhed og ignorance. Det er den lille mands magtesløse harme over for magtens arrogance, men det er samtidig knaldhamrende morsomt.

- De første mange år syntes jeg bare, det var utroligt, at det kunne lade sig gøre, men så følte jeg mig forpligtet til at bruge det, så det gav lidt mening. Der kom lidt mere kant på, også i forhold til publikum, hvor nogle pludselig hidsede sig op og blev meget vrede, forklarer Niels Hausgaard til Arbejderen.

- Det er sådan set lidt ubehageligt, men på den anden side giver det mening, for så er det ikke ligegyldigt, lyder det eftertænksomt.

Lige nu er et af hans yndlingsofre "Støderen", som han kalder den superliberalistiske kuglestøder og folketingspolitiker Joachim B. Olsen.

- I vor branche sætter vi pris på folk, der er gode at udlevere, og han leverer så meget godt stof, griner Niels Hausgaard. Det samme gælder Dansk Folkeparti og deres korstog for "normalitet".

- Når de snakker om "de normale" overfor "de abnorme", så tigger og beder de om at få smæk - og det skal de da ha'. Det kunne nazisternes propagandaminister Joseph Göebbels lige så godt have lavet, siger han muntert.

Det gode grin

Groft sagt har Niels Hausgaard gjort det til sit arbejde at få os til at grine, både af splinten i de andres og bjælken i vort eget øje. Det er idioten i os selv, vore fobier, skævheder, svagheder og forfængelighed, der er skydeskiven.

Det gør ondt at høre den retorik, man bruger fra de blå, der lader som om, de udsatte ikke eksisterer.

"Man kan aldrig grine nok", siger Niels Hausgaard et sted i torsdagens show. Det uddyber han gerne.

- Grinet kan helbrede og gøre stærk. Det kan gøre modig, så at man tør se hele sit liv ovenfra, forklarer han.

Selv kan Niels Hausgaard se tilbage på en tilværelse, der ikke altid har været til at grine af. Den begyndte i en fiskerfamilie, sendte ham på børnehjem og har siden bragt ham land og rige rundt i 40 år som underholder og samfundsrevser. Og det sidste har han det godt med.

- For mig er et godt liv at få lov til at blande sig i det og nogle gange ligefrem blive bedt om det. Det er jo dejligt, siger han.

Niels Hausgaard er ikke bleg for at fortælle, at hans dybe, sociale engagement har rod i barndommens ophold på et børnehjem.

- Det fundament der blev lagt, da vi var børn, kan vi aldrig løbe fra, og jeg var privilegeret at komme på et børnehjem, fortæller Niels Hausgaard.

- Jeg tænker tit på mine venner fra sovesalen. Jeg har fulgt nogle af dem et stykke ad vejen. Mange er døde, og jeg tænker tit på, hvor mange chancer havde de egentlig? Jeg var meget privilegeret, fordi jeg havde en god styrke med hjemmefra, men det var ikke alle, der havde det.

For Niels Hausgaard mener, at de udsatte fortjener en chance - "et grønt kort", som han kalder det - men at de borgerlige politikere vælger at ignorere dem.

- Det gør ondt at høre den retorik, man bruger fra de blå, der lader som om, de ikke eksisterer. Det er uværdigt ad Pommern til, og dér er man nødt til virkelig at støtte op. Jeg synes ikke, at de skal føre ordet for mig, lyder det bestemt.

Den nødvendige stemme

Det må Arbejderen til gengæld gerne, og Niels Hausgaard er ikke i tvivl om hvorfor.

 - Jeg har været en flittig læser af Arbejderen i flere år. Det vigtige ved avisen er jo, at den repræsenterer en stemme, der ellers ikke ville være der, og stiller nogle spørgsmål, der ellers aldrig bliver stillet, siger Niels Hausgaard, som ellers ikke er imponeret af den danske medieverden.

- Når jeg tænker på den øvrige presse, må jeg nok sige, at der er virkelig mange spørgsmål, der aldrig bliver stillet. Måske fordi man ikke gider høre svaret.

Som eksempel på betydningen af Arbejderen fremhæver han den aktuelle konflikt mellem Kristelig Fagbevægelse og fagforeningen 3F omkring Restaurant Vejlegården.

- En stor del af det, der bliver sagt, bunder i historieløshed. Vi er glade for i dette samfund, at de ufaglærte også har det godt, og det er ikke tilfældigt. Det er på grund af en ført kamp, og den kamp kan ikke vindes endeligt.

Den ellers så besindige nordjyde har fået farve i stemmen, da han fortsætter:

- Den kamp vindes kun, fordi den føres, og derfor er det mærkeligt, når man ikke kan se, at Kristelig Fagbevægelse, og hvem det ellers er, giver et stød i underlivet på den kamp. Hvis vi gerne vil have de forhold, vi har for de svagest stillede og for dem med de færreste muligheder, så skal den kamp føres, og så skal der ikke komme nogen og bilde os ind, at den historie er slut, for den vil vi altid være midt i, lyder det bestemt.

- Vi tror, at vi kan indføre demokrati, for så er den hellige grav velbevaret, men kampen for det skal føres hele tiden. I dag behøver vi ikke at være voldelige, og det skal vi være glade for, men hvis vi fortsætter ad den linje, der er lige nu, så kommer der et punkt, hvor vi ikke kan undgå at være det, advarer Niels Hausgaard. 

Centralisme mod demokrati

- For de kræfter, vi er oppe imod, er lige stærke hele tiden. De giver ikke ved dørene, og det kommer de aldrig til at gøre. Derfor er man nødt til at sætte nogle grænser for, hvad man vil være med til.

Et tydeligt eksempel er forholdet mellem EU og den almindelige danske befolkning.

- Jeg tilhører ikke dem, der siger, at vi skal melde os helt ud af EU, men der er noget, vi overser. Vi er slet ikke opmærksom på og slet ikke bange for centralisme. Det ord bliver aldrig brugt, så derfor giver det ikke billeder i vores hoveder. Så vi diskuterer noget andet, selv om det er centralisme, det handler om.

Niels Hausgaard er helt fast i mælet nu.

- Centralisme er en umenneskelig styreform, hvor dem med de færreste muligheder slet ikke er med. Vi er på vej væk fra en demokratisk tanke og en værdig omgang med hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi fører den kamp, siger han.

Den kamp ser han især afspejlet i mediernes og samfundets brug af "eksperter".

Det vigtige ved Arbejderen er jo, at den repræsenterer en stemme, der ellers ikke ville være der.

- Det er godt, at vi har eksperter, der har sat sig ind i tingene, og som har en baggrund for at udtale sig. Men deres holdninger, deres værdier og deres syn på tilværelsen i det hele taget er ret endimensionel.

Ifølge Niels Hausgaard er problemet den indspisthed, som eksperterne repræsenterer.

- De kommer fra de samme uddannelser, og det har givet dem en selvforståelse, som for andre nogle gange er virkelig uinteressant. Derfor er det for pauvert, at det kun er dem, vi skal høre.

Konsekvenserne af denne selvforståelse er en trussel mod selve demokratiet.

- Hvis vi nu vedtager, at vort demokrati bygger på en folkelig debat - at den skal være til stede, for at vi kan tale om et demokrati - så synes jeg ikke, at vi varetager denne folkelige debat. Hvis vi tager et typisk tilfælde som tv, de der aktualitetsprogrammer, så er det eksperter med deres egen selvforståelse, der kommer og skal udlægge teksten for os.

- Med al respekt for at eksperterne har uddannet sig til det, så vil jeg frygtelig gerne høre, hvad folk mener, og jeg vil gerne høre nogle ideer fra andre steder, siger Niels Hausgaard.

Luksusdanmark

Et af disse andre steder har han selv tæt inde på livet til hverdag. Niels Hausgaard bor på landet, nærmere bestemt Hundelev i Vendsyssel.

Det har fået ham med i en visionsgruppe for Udkantsdanmark, og arbejdet dér har været lidt af en øjenåbner.

- Vi er kommet ud mange steder, og det slår mig, hvor blændende ideer der ligger, og som ingen vegne kommer. Ting som er sendt ind hist og pist for at få det offentligt, og det interesserer ikke nogen, fordi idémagerne hverken er cand. mag. i det ene eller det andet, siger Niels Hausgaard.

Han efterlyser nytænkning og kontakt med menigmand.

- Dér er vi lidt fattige, for der er jo en kolossal grøde og frodighed, som man ikke er vågen over for. Kravet om at nuancere tingene er nødt til at komme fra os, for det kommer ikke fra andre.

- Jeg kalder nogle gange Udkantsdanmark for Luksusdanmark, men den konflikt ender altid med at blive mellem land og by, hvor vi mistænker hinanden for at se grimt på hinanden, forklarer Niels Hausgaard.

- Vi er bare forskellige, fordi vi har forskellige vilkår, og vi er et spejl af de vilkår, vi har. I udkanten er der langt mellem naboer, og det hele går langsommere end i en by, hvor man bor tæt sammen. På landet skal vi ikke erobre ordet, fordi det har vi hele tiden.

Han mærker tydeligt forskellen, når han i lange perioder bor i København.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er meget langsommere end dem, og så tror de nogle gange, at det er fordi, jeg er sur: "Du siger ingenting," siger de så. Og hvad skal jeg sige, griner Niels Hausgaard.

– Fordi dér, hvor jeg bor, er det fint nok ikke at sige noget, og jeg synes, vi skal oparbejde en mere positiv interesse for hinandens vilkår. Efter 40 år i alle mulige forskellige miljøer finder man ud af, at forskellen mellem os er så lille, at man tror, det er løgn. Det er mest bare lyden, der er forskellig, klukker Niels Hausgaard.

Når talen falder på hans personlige politiske overbevisning, lukker den folkekære satiriker stille og roligt ned.

- Jeg vil godt være debatskabende fra scenen. Så må jeg ikke sætte for mange mærkater på, for så er debatten lukket, og så forbener vi bare mere i hver sin lejr. Om jeg ønsker et socialistisk samfund ligger udenfor, hvad jeg plejer at sætte etiketter på. Jeg tror på et samfund, der er båret af solidaritet, slutter Niels Hausgaard.

Det begynder at vrimle med liv i Tønder Festivals musikerbar. Danske og udenlandske musikere mødes til en spontan jamsession. Den særlige lyd af musikalsk mangfoldighed fylder rummet, lyden af netop dét som musikeren og mennesket Niels Hausgaard formår at give videre.