Ulighed har ikke kun konsekvenser for de mest udsatte og fattigste – stor ulighed rammer også middelklassen og overklassen, konkluderer engelsk forsker.

Jo større forskelle der er på rig og fattig i et land, jo dårligere har langt de fleste af landenes indbyggere det. Mellem 90 og 95 procent af borgerne nyder godt af mere lighed, sagde Richard Wilkinson på mødet.

Niels Sigaard

Lighed er ikke bare godt for samfundet, fordi det er mere retfærdigt. I mere lige samfund er langt de fleste borgere sundere, tryggere og mere lykkelige.

Sådan lyder konklusionen på den opsigtsvækkende forskning, som professor i social epidemiologi, Richard Wilkinson, fremlagde på Ulighedens Topmøde i København onsdag.

– Lige samfund har færre af næsten alle tænkelige problemer:De har mindre kriminalitet, mindre analfabetisme, færre teenagegraviditeter, børnene klarer sig bedre i skolen og borgerne er fysisk  og psykisk sundere, siger Richard Wilkinson til topmødets godt 120 deltagere.

Den britiske professor bygger sine konklusioner på flere års videnskabelig sammenligning af data fra FN, verdenssundhedsorganisationen WHO og lignende institutioner.

– Min forskning tager udgangspunkt i en undren over en tilsyneladende mangel på sammenhæng mellem landenes rigdom og deres sociale succes. Det er klart at et lands samlede velstand har en enorm betydning når man ser på verdens fattigste lande. Men så snart vi beskæftiger os med de rige, industrialiserede lande, har bruttonationalproduktet ingen åbenlys effekt på borgernes forventede levetid og andre sociale parametre, fortæller Wilkinson.

– Men da jeg sammenlignede landenes data med graden af økonomisk lighed mellem borgerne, så jeg en tendens, som var så klar, at den også kom bag på mig, fortsætter han.

– Et mere lige samfund er også et sundere samfund. Mellem 90 og 95 procent af borgerne nyder godt af mere lighed.

klare kurver

Bag Richard Wilkinson dokumenterer en række slides  analysen.

Langs en skråt stigende kurve er de industrialiserede lande plottet ind som små prikker.

Og uanset om kurven viser, hvor høj kriminaliteten er, hvor tidligt folk dør, hvor mange, der misbruger stoffer og alkohol, hvor mange der ikke får en ungdomsuddannelse eller andre tænkelige sociale problemer, ligger landene stort set ens.

I bunden ligger de skandinaviske lande, og faktisk også Japan, som ikke omfordeler via skatten, men til gengæld har mindre indkomstmæssige forskelle.

Dernæst kommer de central– og sydeuropæiske lande. Og til sidst England og USA, som i flere tilfælde må placeres uden for skalaens maksimum af problemer.

– Vi har for eksempel brugt UNICEF’s indeks for børns velbefindende, som bygger på 40 forskellige komponenter, fra mobning i skolerne og om man kan tale med sine forældre til børnenes sundhed og om de får mad nok. For de rigeste lande gælder det, at nogen kan have et dobbelt så højt bruttonationalprodukt som andre lande uden at det har en effekt på børnenes velbefindende. Til gengæld har ligheden afgørende betydning, fortæller Richard Wilkinson.

Samme tendens gør sig gældende på eksempelvis graden af tillid i landene;folk føler sig simpelt hen sikrere når de går hjem i de store byer om natten i mere lige lande.

– Og hvis man ser på kurven over social mobilitet kan man se, at det er meget nemmere for børn af ufaglærte arbejdere i lige lande at komme til at tjene mere end deres forældre end det er i USA. Det er vigtigt, fordi den store ulighed ofte retfærdiggøres med myten om den amerikanske drøm; alle kan kæmpe sig ud af fattigdommen, hvis blot de arbejder hårdt nok. Men hvis amerikanere virkelig vil leve den amerikanske drøm, jeg så skal de faktisk emigrere til Danmark, siger Richard Wilkinson med et glimt i øjet.

Sverige, Norge eller Finland er måske mere nærliggende bud. På graferne kan man se, at Danmark klarer sig dårligst blandt de skandinaviske lande – simpelt hen fordi, der er størst ulighed i Danmark.

Japan overrasker

Gennem rækken af grafer over borgernes velbefindende overrasker Japan ved at konkurrere med det mest lige skandinaviske land – Sverige eller Norge – om en førsteplads.

– Man spørger sig selv hvordan så forskellige lande, som har så forskellige syn på for eksempel ligestilling, kan ligge så tæt på hinanden. Men det kan også forklares med graden af lighed:I Sverige er der ret store indkomstforskelle, men de udlignes af skatterne, som bruges til velfærd. I Japan har de lavere skatter og mindre velfærdsstat, men til gengæld er der ikke så store indkomstforskelle. Det viser altså, at uanset hvordan du opnår lighed, så giver det bedre samfund, slutter Richard Wilkinson.

Samme billede gik igen, da hans forskerhold afprøvede deres analyse på USA’s 50 stater.

– Nogle stater havde høje skatter, andre lave – men igen var det graden af lighed, der var afgørende, fortæller Wilkinson.