Selvom udenrigsordfører Frank Aaen vidste på forhånd, at det ville føre til civile drab, stemte han og Enhedslisten alligevel for Danmarks deltagelse i krigen i Libyen. Læs hvorfor.
Hvorfor støtter Enhedslisten krigen i Libyen?
– Jeg vil ikke lægge skjul på, at beslutningen har været én af de sværeste beslutninger, jeg har været med til at tage i de år jeg har siddet i folketinget. Jeg er indædt imod krig og vold. Krig ødelægger og nedbryder lande – både socialt, økonomisk og menneskeligt og det kan tage generationer at læge skaderne. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan taler deres tydelige sprog.
– Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv vejer tungere end modviljen mod militært engagement. I Rwanda så vi hvordan verden passivitet overfor folkemordet betød at op mod en million mennesker blev massakreret. Senere oplevede vi folkemordet i Darfur.
– Det var på den baggrund, at Enhedslisten for nogle år siden traf den beslutning, at vi kan støtte militære aktioner, hvor det gælder om at forhindre folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.
Hvordan ved du, at Gadaffi har gang i et folkemord mod sin egen befolkning?
– Det kan godt være, at der er nogen, som har en naiv forestilling om Gadaffi. Men når du hører hans sprogbrug, er du ikke i tvivl om, hvad der skal ske. Det er ikke sikkert, at man skal bruge ordet »folkemord«. Men der ingen tvivl om, at der har været tale om klare overgreb mod menneskeheden.
– Hvis man hører i medierne hvad Gadaffi selv siger, så driver hans udtalelser om at ville bekæmpe sine modstandere jo af blod.
– Og anklageren ved den internationale straffedomstol, mener at der er grundlag for at føre en sag mod Gadaffi for forbrydelser mod menneskeheden. Han er ikke dømt endnu. Men det kan vi altså ikke vente på. Det ville være uansvarligt. Gadaffi var jo begyndt at bombe Benghazi.
Et af jeres tre ultimative krav for at støtte krigen var, at »FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse.« Blev det overtrådt i krigens første timer, da USA og Storbritannien bombede hovedstaden Tripoli?
– Selvfølgelig har der været mål i Tripoli. Derfor er vores formulering måske ikke så skarp. Formålet var at stille krav om at tage maksimalt hensyn til de civile.
– Vi vidste godt på forhånd, at vi ikke kunne udelukke civile tab. Men selvfølgelig skal det da undersøges, hvad der er foregået under bombardementerne.
Den Afrikanske Union og og ALBA-landene tilbød at mægle i konflikten. Hvorfor gav I ikke diplomatiet en chance?
– Vi kunne ikke vente flere dage på en fredsmægling. Gadaffi var jo på vej ind i Benghazi. Det var tydeligt, at Gadaffi var i gang med en offensiv.
Gør det indtryk, at Den Afrikanske Union, Tyskland, Sverige og flere andre lande, ikke bakker op om krigen?
– Det afgørende for os var, at Libyens nabolande og et flertal i den arabiske liga støttede et flyforbud.
Har Israel og Colombia ikke også gjort sig fortjent til flyforbud og beskyttelse af civilbefolkning?
– Det er et fuldstændig relevant spørgsmål. For selvfølgelig kan du ikke gribe ind overalt, hver eneste gang magthaverne i et land udøver forbrydelser mod menneskeheden. Vi vil ikke kunne gribe ind i eksempelvis Gaza eller Colombia. For her vil vi ikke kunne få et grønt lys fra FN’s sikkerhedsråd. Men det kunne vi i Libyen.
Styrker man ikke imperialismen ved at støtte USA’s og vestmagternes krig?
– Jeg tror ikke på, at USA ønskede en militær aktion mod Libyen. USA har ladet sig presse af det internationale samfund. Men alle stormagter har da en interesse i at vælte Gadaffi.
– Derfor var det vigtigt, at det var FN, der traf beslutningen om at indlede en militær aktion.
Hvorfor opfordrer Enhedslisten nu til en pause i bombeangrebene?
– FN-resolutionens formål om at stoppe den umiddelbare trussel mod civilbefolkningen og etablere en våbenhvile. De ting har vi fået opfyldt. Derfor skal vi nu væk fra brug af militær magt og over til forhandlingsbordet.
– Vi ved fra medierne, at Gadaffi har tilbudt en våbenhvile. Men jeg kan ikke bare træffe en beslutning ud fra noget, jeg har hørt i medierne. Derfor vil jeg kontakte udenrigsministeren for at høre hendes vurdering af situationen. Det er helt naturligt. Vi er jo en del af et fælles beslutningsgrundlag.
– Nu må vi holde øje med, hvad der sker. Hvis FN’s beslutning og vores krav ikke opfyldes, må vi tage vores stilling op igen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
