Poul Møller sov ind tidligt tirsdag morgen. Det er muligt, at han til sidst selv gav slip. For han var en mand uden illusioner og med stor realitetssans. Også i forhold til det uafvendelige, som han ønskede en nådig udgang på. Og det fik han efter de seneste års fysiske svækkelse. Men i alle de øvrige sekunder i hans lange, farverige liv sloges han til det sidste for sin sag – vores sag: Et bedre, retfærdigt samfund. Et rødt Danmark.

Nådighed og anden terminologi, der kunne forbindes med gudfrygtighed og autoritetstro, lå ham ellers fjernt. En ægte ræverød revolutionær var han. Og det er den betegnelse, han vil høre om sig selv. Han hadede det kapitalistiske system med dets udbytning og udplyndring, og han elskede de folk, der trådte op mod dét, om det så var gennem verbal protest, nålestiksaktioner, civil ulydighed eller i yderste fald befrielseskamp.

Det var derfor fuldstændig efter bogen, at han til sin 80 års fødselsdag, da den USA- og NATO-dikterede såkaldte antiterrorlov skulle effektueres, ønskede sig penge til PFLP i gave. Det fik han så af de meningsfæller, der respekterede ham og stod ved, at befrielseskamp ikke skulle kriminaliseres. Og stor var hans fortrydelse, da PET, FET & co. – i modsætning til hvad der overgik andre – ikke vovede at give ham en retssal som talerstol.

Støttede algierske oprørere

I starten af koldkrigstiden, slutningen af 50'erne, da vi andre var ufødte eller endnu hang i mors skørter, engagerede han sig kontant i støtten til de algierske oprørere og deres kamp mod den franske kolonimagt og dens bosættere, les pieds noir. Våbensmugling var en del af indsatsen, og for den modtog han senere både en invitation og en fortjenstmedalje fra det ny Algeriets regering. Senere var Vietnamkrigen et omdrejningspunkt for hans solidaritetsarbejde hjemme og den betingelsesløse støtte til FNL. 

USA og dets allieredes fremfærd verden over – fra Latinamerika til interventionskrigene i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien – var ham imod. Og han havde kun sarkastiske bemærkninger til overs for de følgagtige danske politikere frem til Fogh, Løkke og Thorning, der i grunden ”fører samme borgerlige politik” – også overfor de jævne danskere. Moskva-tro vil det omvendt være synd og skam at kalde ham. Også hjælp til forfulgte flygtninge i Danmark havde hans bevågenhed, og han var medlevende i Demos.

Poul sloges naturligvis ikke alene. Han blev i 1958 medlem af den trotskistiske bevægelse og var til sin død kritisk medlem af SAP. Men for ham gælder, gjaldt, at han knyttede sig til og havde et åbent sind overfor alle, der havde hjertet til venstre. Og ismer på venstrefløjen var ham fuldstændig underordnet. Han havde sine særheder – som politisk aktivist og som menneske. Han var også kvindernes mand, og de bistod ham uselvisk – men ikke ukritisk – i hans seneste, sygdomssvære år.

I sin civile ikke-karriere var Poul både rengøringsmand i Huset i Magstræde, medindehaver af værtshuset Skipper Clement i Københavns indre by – og en hel del andet. Han fornægtede ikke noget i dette liv. Og ved siden af sin politiske aktivisme ernærede han sig endog en tid som egen chef i noget så småborgerligt som et duemøgsbekæmpelsesfirma! Myndighederne havde han et afslappet forhold til, men egen vinding var ikke en del af hans vokabularium.

Liv i kludene

Han var kun tro mod sin overbevisning. Men fik han modspil, var han langtfra ”betonkommunist”: Han respekterede holdninger, personlig integritet og en god disput. Gerne over en kop øl. ”Hvorfor skal det være så kedeligt? Det skal være sjovt at være rød”, var en typisk udtalelse fra ham under et møde: Også i eget miljø kunne han sætte liv i kludene med sin utålmodighed overfor snik-snak, teoretisering og mangel på action. Poul var til sin død blandt meget andet venstrefløjens svar på Buster Larsen og hans: ”Lorteland!” Blot på én og samme tid mere stilfærdig, endnu morsommere og endnu mere ætsende, politisk skarp.

Undertegnede lærte ham første at kende for en halv snes år siden, men blev fanget af denne gamle mands livgivende energi, som ikke var uden selvironi, hans retfærdighedssans og mange ustyrligt sjove anekdoter og spydige bemærkninger om fortid og nutid. Han nåede heldigvis at blive fejret blandt familie og venner på sin 85-års fødselsdag for 14 dage siden. Han var et varmt og givende menneske, og at den 85-årsdag skulle blive et farvel, troede vi alligevel ikke. Han levede sit liv fuldt ud. Han var klar og ville udrette noget lige til det sidste. Men han kunne med vægt sige som Edith Piaf: ”Non, je ne regrette rien! ”

Vi er mange, der føler et stort tab og vil savne ham.

Bisættelse fra kapellet, Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, opg. 19A, torsdag den 6. november klokken 12. I stedet for blomster vil det være i Pouls ånd at betænke "Ambulancer til Gaza", reg.nr. 1551, kontonr. 11394914, mrk. 112Gaza/Poul Møller. Eller Arbejderen, reg.nr. 5361, kontonr. 249087, mrk. Poul Møller.