18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ambassade kritiserer Danmarks Radio

Ambassade kritiserer Danmarks Radio

Det er uacceptabelt, at mange af oplysningerne vedrørende situationen i Venezuela baseres på falske formodninger og subjektivitet, samt uverificerede oplysninger og kilder.

Venezuelas charge d'affair i Danmark, dr. Roger Corbacho Moreno, finder det uacceptabelt, at mange af oplysningerne vedrørende situationen i Venezuela baseres på falske formodninger og subjektivitet, samt uverificerede oplysninger og kilder.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Til Danmarks Radio, att.: Jacob Mollerup, Lytternes og seernes redaktør.

Med al respekt for programværternes og de inviteredes personlige synspunkter, der kom til udtryk i DR2 Morgen og P1 Morgen den 19. marts, finder jeg det alligevel uacceptabelt, at mange af oplysningerne vedrørende situationen i Venezuela baseres på falske formodninger og subjektivitet, samt uverificerede oplysninger og kilder.

Det er i dag vigtigere end nogensinde, at oplysningerne om den anspændte situation Venezuela bliver korrekt formidlet. Det er ikke kun med henblik på at bremse det fascistiske statskup, der er under opsejling, men også for at skabe forsoning og effektive fredsforhandlinger.

Det er først og fremmest uacceptabelt, at man gang på gang beskylder den Bolivarianske Republik Venezuela for at give ordre til at nedkæmpe demonstranterne. En sådan ordre er aldrig blevet givet. Forfatningen og den Bolivarianske Republik Venezuelas lovbestemmelser sikrer nemlig retten til at protestere. Det eneste kriterium for protester er, at de foregår på fredelig vis.

Det er også forkert, når værterne gentagne gange hævder, at der i Venezuela er "sammenstød mellem urobetjente og demonstranter". Hvad det i virkeligheden drejer sig om, er sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og regeringsfjendtlige grupper.

Voldelige højreradikale grupper

De regeringsfjendtlige grupper anerkender hverken de demokratiske spilleregler i Venezuela eller den demokratisk folkevalgte præsident, Nicolás Maduro. Deres mål er at afsætte den folkevalgte statsmagt, herunder borgmestre, guvernører og medlemmer af nationalforsamlingen.

De voldelige, højreradikale grupper har ikke alene afspærret gader og forhindret den frie bevægelighed for at opnå deres mål. De har bogstavelig talt taget de omkringboende som gidsler i deres eget hjem.

De voldelige optøjer har indtil videre kostet 31 mennesker livet, herunder er folk fra statens sikkerhedsstyrker og demonstranter med forskellig politisk overbevisning blevet skudt af snigskytter.

De yderligtgående grupper har vandaliseret og begået attentater mod lægehuse og dets personale, samt skoler, universiteter, biblioteker, dagligvarebutikker, kommunale og statslige mediehuse, hovedkvarterer for politiske partier, samt statslige institutioner.

Kan sådanne handlinger tilskrives simple demonstranter? Hvilket andet mærkat end "fascist" fortjener de, der brænder bøger, hvad end deres motivation måtte være?

Giver det nogen som helst mening, at man protesterer over en valutakrise ved at brænde læger levende, læger som for første gang i Venezuelas historie yder førstehjælp til den dårligere stillede del af befolkningen?

Giver det nogensomhelst mening at protestere over en valutakrise ved at brænde læger levende?

Giver det mening at halshugge en motorcykeltaxachauffør med en hjemmelavet trafikfælde for at udtrykke utilfredshed med usikkerheden i landet?

Er det rimeligt at protestere over manglen på sukker, kaffe og mælk ved at destruere de fødevarelagre, som regeringen oprettede for at bekæmpe og forebygge sult? For knap 15 år siden døde folk af underernæring i Venezuela.

Er det fair at kræve forbedringer på studieområdet ved at ødelægge klasseværelser, når der for knap et årti siden stadigvæk var mange, der led under analfabetisme?

Mener DR helt ærligt, at man kan retfærdiggøre al det had og al den ødelæggelse, fordi der ikke er toiletpapir i supermarkedet? Det var præcis således, én af DR journalisterne udtrykte det i DR2 Morgen.

Modsat af, hvad DR forsøger at vise, er urolighederne langt fra et generelt fænomen. Der har kun været protester og voldelige oprør i knap 18 ud af landets 335 kommuner. Alle de voldsramte kommuner forvaltes af oppositionstro guvernører.

Fredsdialogen

Det er også vigtigt at understrege, at mere end 60 procent af den venezuelanske befolkning er under 25 år, og at næsten alle har fri adgang til skolesystemet. To ud af tre unge er indskrevet på et universitet. Det svarer til mere end 2,5 millioner studerende.

Tager man disse oplysninger i betragtning, er det da heller ikke mærkeligt, at der er et antal studerende, der ikke bakker op om den Bolivarianske Republik Venezuelas politik for social inklusion. Men der er endnu flere studerende, som støtter regeringens og Maduros politik.

Ville det ikke være mere korrekt at omtale disse voldsudøvere som "studerende fra Venezuelas højere samfundslag" frem for "studerende"?

For at rette op på den økonomiske ubalance og andre fejl begået af tidligere regeringer, har præsident Nicolás Maduro indkaldt alle sektorens parter til at deltage i forskellige arbejdsgrupper, den såkaldte fredsdialog.

Dog mangler der stadigvæk nogle aktører i dialogen. Det er de samme aktører, som ikke ønsker at deltage i sandhedskommisionen, som Nationalforsamlingen etablerede for at kortlægge den seneste tids hændelser og finde de ansvarlige for voldshandlingerne.

Disse initiativer er en nødvendighed for den venezuelanske befolkning. Den ønsker ikke voldelige protester som et middel til at udtrykke utilfredshed. Det har mere end 80 procent af de adspurgte svaret i forskellige meningsmålinger.

Forkortet af redaktionen. Det uforkortede brev kan læses her

Dr. Roger Corbacho Moreno er chargé d’affaires på Den Bolivarianske Republik Venezuelas Ambassade i Danmark

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. apr. 2014 - 09:40   02. apr. 2014 - 09:43

Åbent brev

fra dr. Roger Corbacho Moreno, chargé d’affaires