21 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F'ere giver indsamlingen et boost

1.200.000 kroner til Arbejderen

3F'ere giver indsamlingen et boost

Indsamlingsaktiviteter i forbindelse med 3F-kongressen gav omkring 54.000 kroner til avisen og en læser har indbetalt 40.000 til støttefonden. I alt er der nu samlet over 700.000 kroner ind.

Formand for de københavnske stilladsarbejdere John Jakobsen roste på støttefesten i Aalborg Arbejderens dækning af terrorlovene og overrakte 6000 kroner til avisen.
FOTO: PN
1 af 1

Støttefesten i Aalborg under 3F-kongressen og andre indsamlingsaktiviteter i forbindelse med kongressen gav omkring 54.000 kroner til Arbejderens indsamling.

- Arbejderen er uundværlig. Det er jo ikke i de borgerlige medier, der bliver stillet spørgsmålstegn ved markedskræfternes frie spil eller det kapitalistiske samfund, sagde Tue Tortzen, formand for 3F Fredensborg, da der var åben talerstol på støttefesten. 

Der deltog omkring 150 i festen, hovedparten var delegerede fra 3F-kongressen. En række 3F-afdelinger medbragte kontante støttebeløb. For eksempel var der 6000 kroner fra Stilladsklubben i København og 1000 kroner fra 3F Randers Transport.

Med på festen var også Gitte Madsen fra Folkebevægelsen mod EU's lokalkomite i Kaas. Hun havde 5000 kroner med til Arbejderen fra genbrugsbutikken "Lopper mod EU".

Tak for støtten

Udover de 54.000 kroner fra Aalborg er der også en enkelt læser, som har indbetalt hele 40.000 kroner til Arbejderen med alle gode ønsker for avisen fremover.

Der har desuden været gennemført flere andre indsamlingsaktiviteter: Støttefesten i lørdags på Nørrebro i København gav 4368 kroner, mens et loppemarked i Nordvest sikrede 4047 kroner til avisen og Arbejderens Venner i 3F på Sommervej i Aarhus har samlet 4000 kroner ind til avisen.

Samlet set bringer det årets indsamling op på 706.132 kroner indtil nu. 

- Det er nogle fantastisk flotte støttebeløb, som vi siger varmt tak for. Men samtidig med at vi glæder os over den flotte indsats i Aalborg, den meget gavmilde læser og de øvrige bidrag, må vi også erkende, at tempoet for indsamlingen skal i vejret, hvis vi skal nå vores mål på 1,2 millioner kroner inden årets udgang, siger Hanne Rosenvold fra Arbejderens indsamlingsgruppe.

Tempoet skal op

I løbet af den sidste måned er der kommet 155.878 kroner ind til avisen. Men for at nå 1,2 millioner kroner skal der resten af året samles knap 165.000 kroner ind om måneden.

- Så herfra skal lyde en kraftig opfordring til alle avisens venner om at være med til at sikre, at indsamlingen kommer i hus. Det kan blandt andet være ved at få sin fagforening til at give et støttebeløb. I denne uge sendes opfordring til en række fagforeninger om at støtte avisen, siger Hanne Rosenvold.

- Man kan også bidrage til indsamlingen ved at deltage i en af de planlagte støttefester, samle penge ind blandt kollegaer og venner eller simpelthen indsætte et beløb på Arbejderens støttekonto, tilføjer hun.

Der er indtil videre planlagt fire støttefester i resten af efteråret. Den første er på lørdag den 5. oktober hos Malernes fagforening i København. Du kan stadig nå at tilmelde dig på 5077 7916.

De øvrige tre fester foregår lørdag den 2. november i henholdsvis Aarhus, hos 3F Kastrup på Amager og hos 3F BJMF i Valby. Festerne vil løbende blive opreklameret i avisen.

Den 20. oktober er der rundvisning i Københavns Nordvestkvarter med guide. Overskuddet går til Arbejderen. Læs mere om arrangementet i avisen i morgen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2013 - 10:15   09. okt. 2013 - 10:15

Arbejderen

ur@arbejderen.dk