Arbejdsgiverne overholder ikke den lovpligtige anmeldepligt af arbejdsulykker.
Det viser en undersøgelse, der er udarbejdet for LO af Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.
Rapporten »Underrapportering af arbejdsulykker« viser, at op mod 75 procent af alle arbejdsulykker slet ikke anmeldes. Selv når det gælder alvorlige arbejdsulykker, undlader arbejdsgiverne at anmelde halvdelen af dem.
Det betyder, at dem, der kommer til skade, ikke får den erstatning, de har ret til. De manglende anmeldelser giver desuden et forkert billede af sikkerheden på arbejdspladserne.
– Det er overraskende, at så mange arbejdsulykker ikke bliver anmeldt, og det er især overraskende, at det også gælder for alvorlige ulykker. Det er først gang, man har lavet en undersøgelse om registrering af arbejdsulykker, og tallene er foruroligende, siger ledende overlæge Kurt Rasmussen til Arbejderen.
Kurt Rasmussen har været med til at lave undersøgelsen, og han mener det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på alvorlige ulykker. Alle ulykker skal anmeldes.
Det er vigtigt at forebygge, at ulykkerne sker, for »små ulykker kan blive til store ulykker«. Det skal forstås på den måde, at de arbejdsforhold, der fører til små ulykker også kan føre til store ulykker, forklarer Kurt Rasmussen.
Han understreger at arbejdsgiverne har en lovpligtig anmeldelsespligt i forhold til arbejdsulykker, og Arbejdstilsynet må sikre, at arbejdsgiverne overholder den.
Ulykker på hospitaler
Der skal også mere fokus på de offentlige arbejdsgivere. Der sker mange arbejdsulykker for eksempel på hospitaler, men her er der ikke tradition for at gøre så meget ud af sikkerheden.
– På mange industrivirksomheder har man virkelig fokus på at nedbringe antallet at arbejdsulykker, og man laver synlige statistikker over, hvor mange ulykker der har været for eksempel indenfor de sidste tre måneder, uddyber Kurt Rasmussen.
I undersøgelsen er der sammenkørt oplysninger fra skadestuen på Odense Universitetshospital og Arbejdstilsynets og Beskæftigelsesministeriets DREAM-Register. Hvis man ser på alvorlige arbejdsulykker, som medfører for eksempel amputation og knoglebrud, blev kun ca. 50 procent anmeldt til myndighederne.
Ulykkerne og de manglende anmeldelser forekommer især indenfor virksomheder, der har med forsyning af el, gas, vand og varme at gøre, indenfor landbruget, i restaurationsbranchen og indenfor bygge- og anlæg. Anmeldelserne mangler også ofte på virksomheder, hvor der er mange skiftende arbejdssteder.
Det fremgår endvidere af tallene, at især unge er udsatte, og at kvinder er lidt bedre til at få deres skade anmeldt end mænd.
Læger bør anmelde
– Rapporten viser, at vi bliver nødt til at hanke op i både skadestuerne, arbejdsgiverne og Arbejdstilsynet, så folk, der kommer til skade, sikres retten til at føre deres sag. Det er helt uacceptabelt, at selv folk med alvorlige skader ikke bliver registreret, siger LO's næstformand Lizette Risgaard.
I sammenfatningen af undersøgelsen foreslås det, at både lægerne på skadestuerne og de praktiserende læger får pligt til at anmelde ulykker. Det vil kunne give et langt mere retvisende billede af antallet af ulykker.
– Desuden bør arbejdsgiverne helt klart motiveres til at indberette flere ulykker. Allerede i dag har arbejdsgiverne pligt til at anmelde alle ulykker, der kræver mere end én sygedag udover ulykkesdagen. Tallene viser desværre, at rigtig mange arbejdsgivere ikke lever op til den forpligtelse, siger Lizette Risgaard.
Ingen initiativer
Rapporten blev fremlagt i maj måned på en LO-konference. Her var der enighed om, at de manglende anmeldelser er et stort problem, og man anbefalede, at det skulle tages med ved trepartsforhandlingerne.
Ligeledes blev det diskuteret, at der er brug for tiltag fra Arbejdstilsynet for at sikre, at arbejdsgiverne anmelder ulykkerne. En bedre statistik hvor, man kobler Arbejdstilsynets oplysninger sammen med sundhedsvæsenets, kunne være et godt redskab hertil.
På konferencen deltog også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som var enig i, at den manglende anmeldelser et alvorligt problem.
Nu, hvor trepartsforhandlingerne er aflyst, er det usikkert, hvad der videre sker. Indtil videre har beskæftigelsesministeren ikke taget initiativ til at stille lovforslag om at give læger på skadestuer og praktiserende læger pligt til at anmelde arbejdsulykker, som undersøgelsesrapporten anbefalede.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278