FYN - EU´s landbrugsordninger er et grundlæggende uretfærdigt system, som fynboere og tilrejsende vil demonstrere imod på søndag
Når EU's landbrugsministre kommer til Nyborg for at holde møde søndag den 8. september - på søndag - vil de ikke blive takket for deres store støtte til landbruget, fortæller Jesper Kiel.
Han udtaler sig på vegne af en række organisationer, som indkalder til demonstration, som starter søndag kl. 14.30 fra Havnen i Nyborg.
- Unionsmodstandere, venstrefløjsorganisationer og bevægelser for miljø, social retfærdighed og international solidaritet vil protestere i Nyborgs gader under parolen: Stop Unionens landbrugsstøtte, for fair handel og for et bæredygtigt landbrug, siger Jesper Kiel.
Arrangørerne peger på, at EU's landbrugsstøtteordninger er med til at fastholde fattigdommen i den tredje verden.
- Hver gang en EU-landmand producerer for en euro får han 50 cents i tilskud, oplyser Jesper Kiel.
Derfor kan EU eksportere sine produkter på ulige vilkår, samtidig med at ulandenes varer holdes ude af Europa med toldmure og andre restriktioner.
Samme skæbne har EU tiltænkt landmændene i de lande, som søger optagelse i EU.
- Det er et grundlæggende uretfærdigt system, som vi vil protestere imod, fastslår Jesper Kiel.
Der bliver musik ved det lokale band 'You and me Babe', og der taler bliver taler ved: Lene Junker fra Fyns Sociale Forum, Lotte Køhrsen fra NOAH-Odense og Bent Hindrup Andersen fra Junibevægelsen.
Konferencier er Henrik V. Olsen fra Folkebevægelsen mod EU - han vil også blive demonstrationens budbringer til landbrugsministrene.
Demonstration mod EU's landbrugsministre søndag den 8. september kl. 14.30 fra Havnen i Nyborg og derefter gennem byen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278