Frederik den Tredje blev på denne dag i 1660 arvehyldet på slotspladsen foran Københavns Slot. Det skete, efter at de forsamlede stænderdeputerede den 8. oktober - adelen dog kun nødtvungent - havde vedtaget at indføre arvekongedømme i Danmark.

Enevælden var dermed en kendsgerning.
Det skyldtes reelt uenigheden mellem stænderne - de gejstlige, de adelige og borgerstanden - som overlod det til kongen at udforme nyordningen, uden at stænderforsamlingen havde sikret sig medindflydelse i det nye rigsstyre.
Det lovmæssige grundlag for enevælden kom dog først med Kongeloven af 1665. Kongen fik despotiske beføjelser og skulle ifølge Kongeloven kun stå til ansvar over for gud:
'Danmarks og Norges enevoldskonger skal herefter være og af alle undersåtter holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved her på jorden over alle menneskelige love, der intet andet hoved og dommer kender over sig hverken i gejstlige eller verdslige sager uden Gud alene', lyder paragraf 2 i Kongeloven.
Kongen blev fra da af tituleret 'af Guds nåde'. Han fik alene retten til blandt andet 'gøre love og forordninger efter sin egen vilje og velbehag'.