Den væbnede kamp for Algeriets selvstændighed tog afsæt i en række koordinerede attentater mod økonomiske og militære anlæg natten til den 1. november 1954. Det var indledningen til en syv et halvt års lang krig mod koloniherren Frankrig.

I en tid med almen afkolonialisering syntes den store franske militære indsats i denne krig meningsløs. Men kolonialisterne tilhørte i mange tilfælde tredje og fjerde generations franskmænd født i Algeriet, der ville kæmpe for deres eksistens, som var baseret på mindretallets dominans over flertallet.
Krigen blev derfor en af de blodigste og grusomste af kolonikrigene. Krigens karakter blev varslet gennem Setif-massakren, hvor en fredelig demonstration i anledning af fredsafslutningen i Europa 8. maj 1945, udviklede sig til en almen opstand.
Grupper af europæere med jagtgeværer foretog rene straffeekspeditioner mod algierne. Mellem 20.000 og 40.000 algiere og 97 europæere blev dræbt i løbet af nogle uger.