03 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ÅRHUS - Debat- og kulturdag mod krig

ÅRHUS - Debat- og kulturdag mod krig

Fredag, 17. januar, 2003, 00:00:00

Den 1. februar sætter fredsbevægelsen i Århus fokus på hvordan vi stopper en ny krig mod Irak

Verden er igen truet af en krig ved den Persiske Golf. Men er krigen nødvendig? Er der andre løsninger og hvad er konsekvenserne af krigen?
Det er spørgsmål der ikke bliver stillet - spørgsmål der ikke bliver taget stilling til af det offentlige Danmark, mener Carsten Andersen.
Han står i spidsen for en stor freds-, debat- og kulturdag den 1. februar i kongreshuset i Århus. Hele eftermiddagen er der debat, hvor blandt andet freds- og konfliktforsker Else Hammerich holder foredrag.
Dagen sluttes af med en kulturaften med blandt andet verdensmusik-bandet Uno Mundo og danseren Pernille Overø.
- Vi vil gerne rejse nogle spørgsmål i den offentlige debat, som i forfærdelig grad har manglet. Indtil nu har der kun været fokus på at vælte Saddam Hussein. Men hvem kommer det til at gå ud over, hvis det sker med en krig, siger Carsten Andersen til Dagbladet Arbejderen.
Han påpeger, at FN's våbeninspektører skal have ro til at gøre deres arbejde færdigt. Det skal afklares, om det trusselsbillede der er sat op, er virkelighed.
Derefter bør der findes en løsning, som alle kan leve med. Hidtil er der gået efter en ultimatum, for at skabe en krig, mener Carsten Andersen.
- Jeg har ikke taget stilling til, om Irak har gjort noget de ikke må. Men der er nogle modsætninger. De kan kun løses ved at tale med hinanden. Hvordan kan vi finde frem til noget som parterne kan leve med, spørger han.
Den irakiske flygtning Hiva Ibrahim Sabir deltager på mødet. Han vil blandt andet komme ind på, hvilke forhold den irakiske befolkning lever under.
Hiva Ibrahim Sabir er imod diktatoren Saddam Hussein. Men han er også imod en krig, hvor USA vil afprøve nye våben på Iraks befolkning. Den irakiske befolkning betaler stadig prisen for den sidste Golfkrig, mener den irakiske flygtning.
Eftermiddagen sluttes af med en debat mellem repræsentanter fra politiske partier i Folketinget. Her vil blandt andet blive sat fokus på hvad Folketinget og VC-regeringen har gjort for at forhindre en ny krig.
- Problemet er at regeringen ikke har gjort noget for at hindre en ny krig. Regeringen har støttet op omkring den amerikanske præsident Bush's linie. Regeringen har sågar lagt op til, at Danmark skal bidrage til Bush's krig med soldater og materiel. Danmark er et selvstændigt land. Vi kunne godt gennem FN arbejde imod lande der truer sig frem, slår Carsten Andersen fast.
Arrangørerne af mødet er 'Århus mod Krig og Terror' og initiativet 'Ingen krig mod Irak'. Vil du høre mere så kontakt Carsten Andersen på 86 24 52 34 eller skriv til nej_til_krig@stofanet.dk


PROGRAM
Lørdag den 1. februar i Århus Kongreshus
Debat og workshops klokken 13 til 17.30.

Foredrag:
* Else Hammerich, Freds- og konfliktforsker
* Sven Tarp, lektor og forfatter til bogen, Historien om en bebudet krig.

Workshops:
FN's udvikling og USA's nye Bush doktrin.
* Lars Kjærgård for FN-forbundet og Carsten Andersen talsmand for Århus mod krig og terror, lægger op til debat.
Israels besættelse af Palæstina og den palæstinensiske kamp.
* Carlo Hansen, forfatter og journalist og Rabih Ahmad-Azad formand for Multikulturel forening, lægger op til debat.
Det irakiske folks liv og kamp for demokrati.
* Hiva Ibrahim Sabir, irakisk flygtning lægger op til debat
Derefter paneldebat med repræsentanter fra de politiske partier.

Film klokken 17.30 til 19:
* 'In shifting sands' af den tidligere våbeninspektør Scott Ritter, der afslører USA's interesser.
* 'Iyad Samoudi' om Israels massakre på flygtningelejren 'Jenin' i 2002.

Kulturaften klokken 20:
* Velkomst af Hans Halvorsen, formand for LO Århus.
* Verdensmusik-bandet Uno Mundo spiller op til dans.
* Freedom Candels.
* Teatergruppen ZAB-C spiller stykket Godnat Gellerup.
* Hvirveldans af Pernille Overø med musikere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder