I Sverige er det kommet frem, at 124.000 på venstrefløjen blev registreret - hvad med i Danmark...
Dokumentationscenter mod Historieforfalskning (DmH) har vist valgt det rigtige tidspunkt til et offentligt møde om politiets omfattende registreringer af den politiske venstrefløj i Danmark.
Mødet afholdes: Lørdag den 1. februar kl. 14-16 i BUPL's mødelokale (indgang ad porten), Ryesgade 113, København Ø.
Emnet er PET-Kommissionen 1945-89, og indleder er et af PET-komiteens medlemmer, tidligere forbundsformand og folketingsmedlem Hardy Hansen, som også sidder i DmH's præsidium.
For kort tid siden sendte svenskerne en kommissionsbetænkning på gaden, som på 3000 sider fastslog, at der var registreret 124.000 mennesker på den politiske venstrefløj, et tal, som har vakt både forundring og vrede i Sverige.
Kommissioner har ry for at arbejde langsomt. Det gælder også den danske PET- kommission, som blev nedsat af Folketinget 28. maj 1999.
Kommissionens fem medlemmer med formanden landsdommer Leif Aamand i spidsen, skulle blandt andet undersøge Politiets Efterretnings Tjeneste historisk fra 1945 til 1989 i forhold til registrering af medlemmer af politiske partier, strejker og politisk-ideologiske bevægelser.
I de snart fire år, kommissionen har været i gang, har det været meget småt med den udadvendte virksomhed, skønt det var lovet, at det skulle foregå for åbne døre, siger Leif Larsen fra DmH.
Umiddelbart efter afsløringerne af de enorme svenske tal for politisk registrering, har Leif Aamand oplyst, at man tidligst skal regne med en delbetænkning fra kommissionen i løbet af året 2004.
Der presses på fra mange sider for at åbne dørene for undersøgelsen, og DmH håber, at mødet lørdag den 1. februar vil bidrage til at øge presset.
Alle er velkomne. Der er gratis adgang til mødet og lejlighed til at stille spørgsmål eller komme med debatindlæg.
Efter kl. 16. 00, når det offentlige møde er forbi, er der ordinær generalforsamling i DmH.
Møde om PET-Kommissionen 1945-89. Lørdag den 1. februar kl. 14 i BUPL's mødelokale, Ryesgade 113, København Ø
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278