For kort tid siden passerede vi 70-årsdagen for nazisternes magtovertagelse i Tyskland - og 60-årsdagen for Det tredje riges elite-troppers nederlag ved Stalingrad.

af Ken Bruun, Fælles Kurs
Den 30. januar 1933 tog nazisterne magten i Tyskland; gik systematisk i gang med at knuse arbejderbevægelsens organisationer og al anden reel eller potentiel modstand; terroriserede og forarmede og hjernevaskede den tyske befolkning - og gav den til gengæld jøderne, sigøjnerne, de homoseksuelle, de fysisk og psykisk syge og andre marginaliserede som syndebukke og lynafledere.
De gjorde det målbevidst for at forberede og muliggøre folkemorderiske erobrings-krige for den tyske storkapital i Sovjetunionen, Østeuropa og Balkan; i Norden og Vesteuropa; i Nordafrika, Mellemøsten og det nære Østen.
Disse områders olierigdomme og andre naturressourcer skulle erobres for den tyske industri og krigsmaskine; de frugtbare jorder skulle koloniseres af tyske og allierede landes bønder og skaffe billige fødevarer til det tyske herrefolk og dets erobringshær.
De erobrede områders befolkninger skulle udnyttes som slavearbejdskraft eller udryddes; de allierede landes ledere og overklasser og middelklasser skulle have en tålt, men underordnet plads i dette Neuropa og denne nye verden. -I nazisternes tusindårsrige.

Hvem skriver historien...
Dette står fast - og kan ikke modsiges.
Men det kan forties, fortrænges og forvrænges - selv om det kun er 70 år siden, at nazisterne tog magten og indledte sit folkemord på den tyske storkapitals vegne. Mens den vesteuropæiske storkapital og dens politiske stik-i-rend-drenge så afventende (og forventende) til; så længe de kunne tro og håbe, at erobringshæren kun gik mod øst.
Og det bliver fortiet, fortrængt og forvrænget med større og større flid - af historie-skrivere, journalister og forfattere samt politikere.
Imens nye økonomiske (og i sidste ende altid også militære) erobringskrige er i gang mod øst og nordøst og sydøst.
Skulle den sammenhæng virkelig være tilfældig?
Det ville passe fortrinligt til de herskende økonomiske, politiske og militære kræfters strategiske planer for det 21. århundredes tusindårsriger - hvis det 20. århundredes andet opgør om verdensherredømmet enten blev glemt ('herregud, det er jo så længe siden!') eller blev omskrevet (så det alene handlede om mordet på seks millioner jøder) eller omskrevet (så det handlede om to lige umenneskelige og totalitære ideologiers - den nazistiske og kommunistiske - kamp om sjælene og verdensherredømmet).
Så vi skal også glemme, hvem der knuste nazisternes tusindårsrige og dets allierede i Europa og Asien.
Vi skal helst tro, at det først og fremmest var det USA og Storbritannien, der også i dag står vagt om fred og frihed, markedsøkonomi og menneskerettigheder... Og vil forsvare dem mod terrorister, totalitære regimer og trusler mod civilisationen - som Saddam Hussein i Irak, Taleban og Osama bin Laden i Afghanistan, ayatollaherne i Iran, stalinisterne i Nordkorea, venstrepopulisten og castro-lærlingen Hugo Chavez i Venezuela og så videre.
Og andre lande, der trodser imperialismen - og tilfældigvis samtidig rummer store olierigdomme, udgør lukrative markeder eller undergravende eksempler på en anden vej end de transnationale monopolers.

Men så var der Stalingrad
Men endnu har vi retten til både at huske, tænke os om, ytre os - og dele vor viden. Selv om det kniber betydeligt mere med mulighederne for at bruge disse abstrakte friheder i det borgerlige demokrati - som ikke er under udvikling, men afvikling; fordi det svarer dårligt til monopolernes globaliserede herredømme.
Historien er vores kollektive hukommelse; og historieløshed svarer til hukommelses-tab - mens historieforfalskning kunne minde om senilitet eller alzheimers.
Selv om historien aldrig gentager sig helt på samme måde - og hver dag er en ny dag i resten af vores liv - så bliver man ikke dummere af at gøre sig erfaringer; hverken individuelt eller kollektivt.
Vi er også ved andre runde mærkedage end den sorte 70 års dag for indledningen til nazisternes terroristiske tusindårsrige på den tyske storkapitals vegne.
For i disse uger for 60 år siden knækkede Sovjetunionens røde hær tusindårsrigets elite-tropper ved Stalingrad; og det blev begyndelsen til enden for tusindårsriget.
Det tændte håb og modstandsvilje i millioner af menneskers hjerte overalt i verden - i de kæmpende og i de besatte lande. Og det fik USA og Storbritannien til at besinde sig på at virkeliggøre den anden front i vest og være med til at gøre en ende på Nazi-Tyskland sammen med Sovjetunionen.
Indtil da havde stort set kun skolede kommunister og proletarer af arbejder- og bondeherkomst - samt enkelte idealistiske unge fra middel- og overklassen - troet på modstandens mulighed og fornuft. Haft tillid til, at ondskabens overvældende magt kunne overvindes.
Allerede i oktober 1942 forudsagde Mao Tse Tung tyskernes kommende nederlag ved Stalingrad og krigens videre gang til enden på nazisternes tusindårsrige.
Han gjorde det i en leder i Folkets Dagblad i de utilgængelige Yenan-bjerge, hvor de kinesiske kommunister og deres røde hær havde forskanset sig. Og indledt deres modangreb mod de japanske invasorer - efter at have overlevet Chang Kai-Shek's og hans Kuomintang-troppers fem 'tilintetgørelsesfelttog' mod dem.
Allerede i 1941 havde kommunister og andre indledt modstanden mod den nazi-tyske besættelse og udplyndring - og overklassens og politikernes og fagtoppens samarbejde dermed - i harme og i tillid til menneskelighedens overlevelseskraft.

Kampen om fortid og fremtid
Men så sent som 29. august 1943 - et halvt år efter Stalingrad - var de danske samarbejdspolitikere ikke nået længere end til at spille på to heste.
Folkestrejkerne i provinsens store arbejderbyer tvang dem til at gå af - og sige deres valne nej til besættelsesmagtens krav, mens de rasede mod modstanden og befolkningen.
Men samtidig udleverede de de indespærrede, kommunistiske gidsler i Horserød til besættelsesmagten. De fortsatte samarbejdet med besættelsesmagten gennem embedsmændene i det såkaldte departementchef-styre. De dirigerede flest mulig våben uden om de aktive og røde sabotører og hen til hærens 'vente-grupper' - så de kunne bruges til at opretholde den borgerlige ro og orden efter krigen i stedet for at blive brugt mod besættelsesmagten. De lod de hemmelige tjenester infiltrere og sabotere modstandsbevægelsen.
De forberedte og gennemførte efterkrigstidens retsopgør; så det hverken kom til at ramme dem selv, erhvervslivet, storlandbruget eller de tyske krigsforbrydere - men kun de små fisk.
Og de sørgede også efter 1945 for: At historieskrivningen om Anden Verdenskrig og besættelsestiden, om samarbejdspolitikken og modstanden, blev lagt i de rette hænder og sind. Hos karrierehistorikere med en borgerlig indstilling - og med monopol på adgang til arkiver om besættelsestiden.
Hvad skal vores modtræk være?
- At huske og tænke, at studere og diskutere med hinanden.
Med hvilket formål?
- I respekt og taknemlighed mod dem, der gjorde det muligt.
- Og først og fremmest for fredens og fremtidens og medmenneskelighedens skyld.

Noter:
I Bertolt Brecht's mesterværk 'Det tredje riges frygt og elendighed' har han i 24 scene-billeder levendegjort en lang række tyskeres reaktion på nazisternes magtovertagelse og rædselsherredømme. Det er en dramatiseret klasseanalyse af uovertruffen kvalitet. Stykket er udgivet på Gyldendals Forlag i 1966.
Brecht har også lavet adskillige gode artikler og digte mod fascismen, som kan genfindes i følgende bøger:
Bertolt Brecht: Politiske skrifter. (Gyldendals Uglebøger, 1975).
Bertolt Brecht: Digte. (Gyldendal, 1998).
Bertolt Brecht: Klassedigte. (Clarté, 1972).
Du kan læse om besættelsen, samarbejdspolitikken og modstanden i bøger af Carl Madsen, Hans Scherfig og Hans Kirk, Svend Bager og Svend Houmann og Martin Nielsen, Villy Fuglsang og Per Mortensen - samt i antologien 'Dengang under besættelsen'. (Københavns Bogforlag, 1985).
Du kan løbende læse artikler om Anden Verdenskrig i Aktive Modstandsfolks tidsskrift, 'Håndslag' (Nygårdsvej 52, 2100 København Ø.)

@b:Strejkende bryggeriarbejdere demonstrerer i Rigsdagsgården den 11. juni 1945. De kræver blandt andet effektiv udrensning og strenge straffe til landsforræderne.