På denne dag i 1933 brænder Rigsdagen i Berlin ned. Det er aldrig helt blevet opklaret, hvem der satte ild på det tyske parlament.

Nazisterne pågriber samme dag en mentalt forstyrret mand ved navn Marinus van der Lubbe, et forhenværende medlem af Kommunistpartiet, bliver taget 'på fersk gerning'.
Meget tyder på, at han blot er syndebuk, og led i et nazistisk rænkespil, muligvis udført af rigsdagspræsident Göring og hans SS-håndlangere. I hvert fald skriver en vis Harry Graf Kessler i sin dagbog den 20. februar 1933 om et rygte om 'et fingeret attentatforsøg på Hitler, som skal være startsskuddet til en større massakre'.
Alt andet lige er branden vand på nazisternes mølle. Vi ved, at nazisterne drager fordel af branden. Allerede næste morgen, den 28. februar 1933, bliver der vedtaget en 'Forordning til beskyttelse af stat og folk'.
Forordningen tilsidesætter borgerrettighederne og smider flere århundreders ledertradition over styr. Og dog gør den ikke andet end at legalisere det, der i de seneste fire uger har været almindelig praksis i Tyskland - uindskrænket magt.
For eksempel har Göring ti dage før branden, den 17. februar, beordret de lokale politifolk til i samarbejde med SA og SS at bekæmpe venstrefløjen.