26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

HELE LANDET - Husk 8. marts

HELE LANDET - Husk 8. marts

Torsdag, 27. februar, 2003, 00:00:00

Kvindernes Internationale Kampdag markeres flere steder i landet - det er på næste lørdag

8. marts nærmer sig. Det er som bekendt 'Kvindernes Internationale Kampdag'. Traditionen tro markeres den flere steder i landet.
København: Stort 8. marts arrangement i fagforeningen TIB (Træ-Industri-Byg), Mølle Alle 26 i Valby. Arrangementet starter kl. 19.30.
I de vestlige lande og herunder også Danmark er handel med kvinder et stadigt stigende problem. Kvinderne kommer fra den fattige del af verden og bliver tit lokket med falske løfter om et trygt liv i et rigt land, påpeger arrangørerne - en gruppe byggefagskvinder.
Der er flere penge i handel med kvinder end der er i salg af narko, anføres det for at give et billede af problemets omfang.
Vi vil med denne aften gøre disse kvinders problemer synlige og høre nogle bud på, hvordan det er muligt at ændre deres liv, skriver arrangørerne.
Der bliver oplæg ved Dorit Otzen, som er socialrådgiver og leder af 'Reden' på Vesterbro. Reden er et værested for prostituerede. Desuden er der oplæg ved Pernille Rosenkrantz-Theil, som sidder i Folketinget for Enhedslisten.
Der vil blive debat og der bliver vist lysbilleder.
Til slut bliver der levende musik og dans.
Alle mænd og kvinder er velkomne, understreger byggefagenes kvinder...
Arrangementet støttes af HK, KAD, Sundhedsarbejerne i Valby, samt fagforeningerne for elektrikerne, murersvendene og murerarbejdsmændene i København.

København: 'Den gode, rene og lydige kvinde'. Debat og Stand-Up Show i anledning af kvindernes internationale kampdag.
Lørdag den 8. marts kl. 17 på Arbejdermuseet i Rømersgade 22, København K.
Oplæg fra seks kvinder og en mand. Stand-Up show ved norsk-pakistaneren Shabana Rehman.
Entre 50 kr.
Arrangør: Kvindeorganistionen IKIR.

Ålborg: 'Mod krig - for retten til livet!'
8. marts. Kvindernes Internationale Kampdag fejres på Vejgård Bibliotek, Hadsundvej 35 i Ålborg fra kl. 19.
Karin Elbæk, som er tidligere højskolelærer og forkvinde for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund i Ålborg fortæller om kvindebevægelsen fra efterkrigstiden og frem til vores tid.
Jennifer Elbæk, 27 år, barnebarn af Karin Elbæk og mor til fem børn, beretter om det at være ung mor i dagens Danmark - om fordomme og forventninger.
Underholdning: Festlig monolog af Karin Busk fra Århus...
Alle - både kvinder og mænd er velkomne, og der er gratis entre. Tag bus nr. 1 eller 3.
Der bliver solgt kaffe, øl, vand og håndmadder til populære priser, som arrangørerne skriver.
Arrangørerne er organisationerne i Socialisternes Hus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. feb. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder