Det manglede bare! Her på Rabalder-redaktionen opfordrer vi nu til boykot af amerikanske varer i Danmark på grund af USA´s imperialisme i verden.
For når stærke kræfter i Repræsentanternes Hus i USA kan foreslå, at kantinen derovre ikke længere skal sælge pommes frites under dets rigtige navn (french fries) på grund af Frankrigs vaklende kurs overfor en krig mod Irak. Ja, så kan vi også til at droppe amerikansk mad og produkter herhjemme.
Når nogle amerikanere er så arrogante, at de oveni købet kalder pommes fritterne for 'freedom fries' og smider fransk rødvin ud i kloakken, ja, så kan vi også bruge deres lede Coca Cola til at afsyre klædeskabe med, eller bruge det til at opløse rust på plæneklipperen. Og vi vil opfordre Det Leth til at demonstrere det i sit næste hobbyprogram.
Vi vil også opfordre til, at det danske sprog ændrer en række ord og begreber fra USA. Popcorn skal ikke hedde popcorn mere. Det skal hedde 'Hoppe Majs'.
Mens Bushgaden i Århus, som Rød Ungdom kalder den, slet og ret skal hedde Hållepladsen.
Den der pølsemand på Fanø, der nægter at servere pommes frites og karry wurst til turister fra Frankrig og Tyskland (på grund af disse landes uenighed med Bush om krig) skal simpelthen have en enkeltbillet til Irak efter krigen. Her vil han få en pølsevogn med et stort lager af svinekød, som skal falbydes de døende flygtninge fra Bagdads ground zero af ruiner og radioaktive skyer.
Forslag fra de intelligente læsere til boykotten af amerikanske varer er yderst velkomne. Og du får dit navn i avisen!
Mellem Linierne, Dagbladet Arbejderen, Ryesgade 3F, 2200 Kbh N eller djugas@yahoo.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278