10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kai Vittrup om benlås og ekstremister

Kai Vittrup om benlås og ekstremister

Torsdag, 20. marts, 2003, 00:00:00

Dagbladet Arbejderen har talt med chefpoliti-inspektør i København, Kai Vittrup om hans udtalelser om politiets opgaver når Danmark går med i krigen samt episoden med brug af benlås, anholdelser og hundebid på Nørrebro lørdag aften

Hvad er det for uroligheder, der er risiko for?
- Vi forventer, at vores venner, Globale Rødder, vil lave civil ulydighed. Al form for fredelig civil ulydighed vil vi håndtere med stor fleksibilitet. Hvis de går ind for konfrontatorisk civil ulydighed ved for eksempel at sprænge en politikæde, kan vi ikke acceptere det. Slet ikke, hvis man gør det under maskering.
- Hvis Danmark kommer med, så er der nogle følelser, der kan komme i kog, og det skal politifolkene have forståelse for. Det betyder ikke, at så er der frit slag for at lave uroligheder, men man kan vende det døve øre til, hvis der bliver råbt eller skreget et eller andet.

I opererer med to slags trusler, en terrortrussel, der er lav, og en ekstremisttrussel, der er høj. Kan du uddybe det?
- Ifølge efterretningstjenesten er der ingen, der pønser på at lave terror i Danmark. På den anden side er der nogle, der tænker på at lave noget, det kan vi jo se på deres hjemmesider.

Hvem er disse ekstremister?
- Det er ekstremisme som begreb, det vil sige nogle, der går til yderligheder. Det må vi så se, hvem der gør det den her gang. De, der laver meget stor civil konfrontatorisk ulydighed, går for langt, og det er ekstremisme.

Hvordan vil du betegne den unge mand, der lørdag aften tog en gammel spiseseddel foran en 7-eleven? Det gav anledning til stort politiopbud - var det en ekstremist?
- Den sag er sendt til statsadvokaten og jeg vil ikke kommentere den. Jeg har modtaget et videobånd fra Ekstra Bladet om begivenhederne, som jeg vil se, men det er ikke det, jeg kalder ekstremisme.

Er det forbudt at bruge benlås, eller må en betjent sætte sig på benene af en, der ligger på maven med håndjern på?
- Nej. Det du skal være opmærksom på er, at vi skelner mellem to ting, benlås og benlås. Fikseret benlås er meget klart forbudt. Det er, når en person ligger i håndjern, benene bøjes bagover og tåspidserne stikkes op under håndjernene.
- Betjenten skal holde fast i benene under en eller anden facon. Men for at jeg ikke skal komme til at sige noget vrøvl, når vi går ned i de detaljer, henviser jeg til fysisk afsnit på politiskolen, hvor de unge mennesker bliver undervist. Hvis der er noget, der ikke gør det, de bliver undervist i, så står de selv til ansvar for det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder