11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rød sommerlejr - Ferie i rødt

Rød sommerlejr - Ferie i rødt

Torsdag, 01. maj, 2003, 00:00:00

Rød sommerlejr sætter fokus på faglig kamp, imperialisme og EU`s forfatning

Det sidste års tid har været fyldt til randen med aktiviteter mod regeringens utallige angreb, kommunale nedskæringsbudgetter, EU-toppen og Irak-krigen.
Efter så megen aktivitet er der brug for at opsummere, udveksle erfaringer og lade op til kommende kampe.
Det bliver der mulighed for på Rød Sommerlejr i uge 27. Det er alle tiders chance for at kombinere behovet for ferie med lysten til politiske diskussioner.
Det er KPiD og DKP/ML der arrangerer Rød Sommerlejr, men lejren er åben for alle interesserede uanset partibog. Der er tradition for at lejren samler kommunister, socialister og andre progressive i alle aldre fra alle egne af landet. Det giver masser af spændende indfaldsvinkler i diskussionerne, fordi mange vidt forskellige erfaringer bliver inddraget.
Lejrens debatter sætter naturligt nok fokus på den internationale situation i kølvandet på Irak-krigen, på kampene mod regeringens politik og den EU-forfatning som er på trapperne. Der er masser af mulighed for at deltage i debatter, høre foredrag med mere. Lige så vigtigt er de mange uformelle snakker, der kan tages på græsplænen eller i lejrens cafe.
Rød Sommerlejr er også muligheden for at lave og opleve masser af rød kultur og underholdning. Tag endelig eventuelle instrumenter og sangbog med.
Dertil kommer diverse andre indslag omkring for eksempel skak, backgammon og sportsaktiviteter. Rikke Carlsson vil sørge for at deltagerne ikke bliver stive i leddene. Hun vil arrangere afspænding og bevægelse i diverse pauser og eventuelt også om morgenen.
Lejren holdes på Juelsminde Efterskole som ligger smukt lige ned til vandet og tæt på Juelsminde, som er en lille hyggelig by.
Indkvartering sker på to eller tre-personers værelser, de fleste med udsigt over vandet. Der er bad og toilet på gangen. Dyne eller sovepose samt sengetøj skal man selv have med.
Børn i alle aldre er en vigtig del af Rød Sommerlejr. Der er særskilte aktiviteter hver formiddag (se boks andet sted på disse sider).
Maden laves af et fast køkkenhold. Er du vegetar, skal du oplyse det ved tilmeldingen. Ellers må alle deltagere regne med at deltage på skift i den daglige rengøring og opvask.


Tilmelding og yderligere oplysninger hos DKP/ML på telefon 35 35 60 69 eller KPiD på telefon 38 88 28 33.


Børn på lejren
Børn er meget velkomne på Rød Sommerlejr. Der er særlige aktiviteter for dem hver formiddag.
For børn under ti år er der tema-lejr. De seneste år har børnene blandt andet været vikinger og indianere, hvor de klæder sig ud, laver våben og lever som dengang. Det har været så spændende, at forældrene ikke har set meget til ungerne.
- Endnu ligger dette års tema ikke fast, men det skal nok blive lige så sjovt som de forrige år, lover Michael, der igen i år er børnepasser.
Eventuelle spædbørn vil blive passet særskilt med inddragelse af forældrene.
For de store børn mellem ti og 15 år er der tilbud om en særlig pionerlejr, hvor deltagerne bor sammen. Her vil både være politiske snakker og andre aktiviteter som bål, udflugter og natløb.
- Vi arbejder i år med at lave en lidt anderledes pionerlejr, hvor der er særlige aktiviteter for de største pionerer, fortæller Maria, der lige som sidste år er pionerleder sammen med Rune.

Priser
Det koster 1200 kroner at deltage på hele lejren. Prisen pr. døgn er 225 kroner.
Arbejdsløse, pensionister og unge under uddannelse skal kun betale 1000 kroner for hele ugen.
Enkeltværelse koster 200 kroner ekstra.
Børn og unge under 18 år skal betale 35 kroner pr. fyldte år.
Alle priser dækker ophold og fuldpension.

Tilmelding: DKP/ML på telefon 3535 6069. KPiD på telefon 3888 2833


Glimt fra programmet:
Mandag den 30. juni: EU som international aktør. Oplæg: Asbjørn Wahl fra Velfærdsinitiativet i Norge.
Tirsdag den 1. juli: Politik og aktivitet på arbejdspladserne. Oplæg: Ken Fischer, SiD Kastrup; Tue Tortsen, SiD Hillerød; Jan Mathisen, HRF København og John Ø. Petersen SiD Nørresundby.
Torsdag den 3. juli: Modsætningerne mellem USA og EU. Oplæg: Enid Riemenschneier, KPiD og Karen Sunds, DKP/ML.
Fredag den 4. juli: Kampen mod EU's nye forfatning. Oplæg: Ole Krarup, MEP for Folkebevægelsen mod EU.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder