Hvorfor markerer vi befrielsesdagen så mange år efter? Hvorfor ikke bare glemme? Nej det kan vi ikke, for der er dage og begivenheder i arbejderklassens historie og folkets historie, som har været så afgørende for det enkelte menneske såvel som for klassekampen og den videre udvikling i det hele taget, at de ikke skal eller må glemmes

af Anton Nielsen
Vi har sørgedage og mindedage. Dage til erindring om bitre nederlag og beskidt forræderi. Kampdage og opgørets dage. Og ikke mindst dage som markerer frihedens sejr og fredens genkomst. Erindringer og erfaringer, som mejsles ind i folkets og nationens historie, for at vi ikke skal glemme, hvem vi er, og hvorfra vi kommer, men give vor viden videre fra generation til generation, så vi husker og lærer af historien. Det er forudsætningen for at forstå vor egen tid, såvel som for at forme en bedre og lysere fremtid. Derfor kan vi ikke bare glemme!

Regeringens svigt
Besættelsestidens historie er rig på sådanne dage, som det er nødvendigt at huske også i dag, hvor krigen igen kaster sine mørke skygger over menneskene:
9. april 1940: Nazi-Tyskland besætter Danmark.
Den danske regering kapitulerer og regeringen og kongen maner 'befolkningen til rolig og behersket holdning overfor de forhold, som nu er opstået. Ro og orden må præge landet, og loyal optræden må udvises overfor alle, som har myndighed at udøve.' Underskrevet: Chr. R. /Th. Stauning.
22. juni 1941: Nazityskland angriber Sovjetunionen og dansk politi arresterer, på tysk ordre og med den danske regerings billigelse, alle de kommunister som det er muligt at få fat i - inklusive de kommunistiske medlemmer af Folketinget. De bliver fængslede, uden at der har været rejst anklage mod dem, og uden at de har været for en dommer. Først i oktober 1941 vedtages den lov - kommunistloven - som skal legitimere regeringens og Folketingets grundlovsbrud.
August 1943: Året begynder med nazisternes kapitulation ved Stalingrad den 2. februar. Krigen vender. Den tyske terror og sabotagen tiltager. Den 10. august bryder den første folkestrejke ud i Esbjerg. Byen sættes i undtagelsestilstand. Den 18. august bryder folkestrejken ud i Odense. Politiet erklærer udgangsforbud, som ingen retter sig efter.
21. august breder strejken sig til Middelfart og Bogense. 5000 mennesker samles til møde i Odense. Byrådet og Fællesorganisationen opfordre uden resultat til genoptagelse af arbejdet. Strejker breder sig til hele Fyn og til Ålborg, Frederikshavn og andre nordjyske byer.
26. august når strejkebølgen Århus, hvor borgmesteren advarer mod 'uansvarlige personer, som pisker lidenskaberne frem hos befolkningen'. Samtidig bryder uroligheder ud i København. 120 anholdes på Rådhuspladsen.
29. august kommer det - tvunget af befolkningens aktiviteter - endelig til et brud mellem den danske 'samarbejds'-regering og den tyske besættelsesmagt. Der er kampe i store dele af landet. Flåden sænkes. Tyskerne arresterer cirka 500 gidsler over hele landet. Horserød-lejren, hvor de danske kommunister er interneret, overtages af tyskerne. Det lykkes 97 at flygte. De øvrige 150 deporteres den 2. oktober til udryddelseslejren Stutthof. Jødeforfølgelserne begynder.
30. juni 1944: Den store folkestrejke begynder. Alt arbejde nedlægges i Storkøbenhavn. Der lukkes for gas, vand og el. Tyskerne og deres danske medløbere slipper terroren løs i gaderne. Medens politikere og De Samvirkende Fagforbunds leder opfordrer til at bøje sig for den tyske terror, svarer befolkningen og Frihedsrådet igen på provokationerne med en række krav, som skal imødekommes, inden arbejdet kan genoptages:
1. Schalburgkorpset skal fjernes fra landet.
2. Den faktiske undtagelsestilstand (spærretid med videre) skal ophæves.
3. Byens tilkørselsveje skal åbnes, og forsyningen med vand, gas og elektricitet skal genoptages.
4. Der må ikke foretages repressalier af nogen art i anledning af folkestrejken.
Den 4. juli genoptages arbejdet på Frihedsrådets opfordring. Den 9. ophæves spærretiden. Sejren er vundet.

Istedgades svar
Biblioteksdirektør Th. Døssing, det kæmpende Danmarks repræsentant i Sovjetunionen, fortalte herom efter krigen. Han skulle skaffe den sovjetiske regerings anerkendelse af den netop nedsatte befrielsesregering i Danmark:
'Gud ved, hvad Molotof vil sige til det? Nå, han er en mand med sans for humor, så det går vel nok. Under mine forhandlinger med ham har han tit bedt om enkeltheder og episoder fra frihedskampen i Danmark...' 'som nu dengang under folkestrejken i København, havde vi fået et rygte, der måske nok noget overdrevet ville vide, at tyskerne havde opstillet kanoner ved Hovedbanen med skudfelt ned gennem den urolige Istedgade, og beboerne der pludselig svarede ved at lade en stor transparent rulle sig ud fra den ene side af gaden til den anden, hvorpå der stod:
Paris og Bryssel kan I tage, men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig!
Molotof lo, så han fik tårer i øjnene.'

Randers den 4. maj 1945: Klokken er 20.30. Jeg er syv år på det tidspunkt. Min faster Dagmar har som sædvanlig lukket op for BBC - den danske stemme fra London. Udsendelsen begynder, men bliver pludselig afbrudt. En kort pause, derefter speakerens bevægede stemme:
'I dette øjeblik meddeles det, at...'
Der lyder et skrig fra gaden. Fru Sørensen - nabokonen står med et af mørklægningsgardinerne i hænderne og skriger sin glæde ud i den lune forårsaften. Meddelelsen bliver gentaget. Det er rigtigt. Danmark er frit.
Senere i udsendelsen bliver det meddelt, at fire danske kommunistiske kz-fanger - deriblandt min far Martin Nielsen og Villy Fuglsang - som i morgen den 4. maj 2003 taler på Enghave Plads - nu er i Moskva.
'Min dreng lever,' siger bedstemor. Men hvor er alle de andre? Mor sidder lidt for sig selv i et hjørne. En tåre glider stille ned af hendes kind.