Enhedslisten og kommunisterne holder fælles seminar om holdningen til flygtninge og indvandrere
Flygtninge- og indvandrerpolitik skal ses som en del af klassekampen.
Det synspunkt var der nogenlunde enighed om, da DKP, KPiD DKP/ML, Fælles Kurs og Enhedslisten for nogen tid siden nedsatte en fælles arbejdsgruppe. Formålet var at få venstrefløjen på banen i debatten om de etniske minoriteters rolle i det danske samfund. Resultatet er et fælles seminar, som løber af stabelen i Århus lørdag den 24. maj.
- Her er der varmet op til diskussion. Selvom der er enighed om det med klassekampen, så er der ingen tvivl om, at der er forskellige udlægninger, når det gælder konkrete bud på, hvad vi skal kæmpe for, fortæller Elma Lindberg som repræsenterer DKP/ML i arbejdsgruppen.
- Vi kan sagtens blive enige om at solidaritet med flygtninge og indvandrere er vigtigt. Men spørgsmålet er om vi også er enige, når vi skal til at diskutere, hvad solidariteten skal bygge på, tilføjer hun.
Baggrunden for initiativet er blandt andet højrebølgen, og især det faktum, at Dansk Folkepartis fremmedhad også har bredt sig til dele af arbejderklassen.
- Meningen med seminariet er at give kommunister og andre folk på venstrefløjen mulighed for at diskutere flygtninge- og indvandrerpolitik ud fra en socialistisk vinkel. Vi håber, at det vil skærpe de enkelte gruppers argumentation, og at det vil få flere medlemmer til at gå mere aktivt ind i den offentlige debat, fortæller Elma Lindberg.
Arbejdsgruppen satser på at det brede samarbejde og det spændende program kan lokke folk fra hele landet til Århus. Programmet kører fra klokken 11 til klokken 17.45.
Der lægges ud med et provokerende indspark af forfatteren Kåre Bluitgen. Han udgav tidligere på året bogen 'Til gavn for de sorte', som blandt andet har skabt debat i Dagbladet Arbejderen. Senere er der indlæg af socialrådgiver Siri Hansen der arbejder i Restaurationsbranchens Forbund i Århus og Farrokh Jafari fra Enhedslisten. Om eftermiddagen sluttes der med en paneldebat, hvor de arrangerende organisationer kommer med deres bud på en solidarisk og klassemæssig flygtninge- og indvandrerpolitik.
Det koster kun 50 kroner at deltage. Prisen er inklusive frokost. Murerne og Murerarbejdsmændenes Fagforening, der holder til i Grønnegade 93 lægger lokaler til seminariet. Tilmelding sker til ét af de arrangerende partier: Tilmeldingen kan til sendes til:
DKP/ML Griffenfeldsgade 26, 2200 København K
Tlf. 35 35 60 69 eller e-mail: dkp-ml@dkp-ml.dk
Venstrefløjens flygtninge og indvandrerpolitik
Seminar lørdag den 24. maj 2003 kl. 11 - 17.45 i Århus
- Forfatteren Kåre Bluitgen indleder med et provokerende indspark
- Siri Hansen: Flygtninge- og indvandrerdebatten set fra en socialrådgivers stol
- Farrokh Jafari: Politiske modsætninger og socialisternes arbejde blandt flygtninge og indvandrere
Paneldebat: De arrangerede partier kommer med hver deres bud på en solidarisk flygtninge- og indvandrerpolitik.
Sted: Scherfigstuen (gavl-indgangen ved entréscenen) hos Murerne og murerarbejdsmændene, Grønnegade 93, Århus
Pris: 50 kr. inkl. frokost.
Tilmelding sker til ét af de arrangerende partier: DKP, KPiD, DKP/ML, Fælles Kurs og Enhedslisten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278