I denne måned er det 155 år siden, at slaverne på Sankt Croix nedlagde arbejdet og gik i demonstration med krav om frigivelse.

af Georg Zeuthen
Der er mange kæmpende helte i Danmarkshistorien, og motiverne til deres kampe har været forskellige. Niels Ebbesens kæmpede en national kamp, da Danmark juridisk legalt var blevet pantsat til tyske riddere, Skipper Klement forsøgte at tvinge feudalklassen i knæ til fordel for det spirende borgerskab, og Svend Gønges partisankrig mod en terroristisk svensk besættelsesmagt er bare tre eksempler på danske helte.
Men en af de største danske helte er kun lidt kendt. Han har slet ikke den plads i Danmarkshistorien, som han fortjener. Heltens navn er Moses Gottlieb med tilnavnet Buddhoe. Hans heltegerninger udspillede sig på den vestindiske ø Sankt Croix, der dengang var en dansk koloni. Den gang i 1848 var situationen i den danske koloni revolutionær, og det fik Buddhoe til at træde frem.

Forhistorien
Optakten begyndte, da Danmark var en kolonimagt. I Indien havde Christian den 4 erhvervet Trankebar i 1620, og i 1667 blev det danske flag sat på øen Sankt Thomas i Caribien.
Også danskere lod sig lokke af kostbare produkter, som ikke lod sig dyrke i Europa, og som voksede fortrinligt i den nye verdens tropeområder. Det drejede sig blandt andet om tobak og farvetræ, men først og fremmest sukkerrør. Men at dyrke sukkerrør og ikke mindst at producere sukker krævede meget arbejdskraft.
Hvide europæere kunne ikke tåle det strenge slid i tropesolen, indianerne var udryddet over hele Caribien, men på den anden side af Atlanten fandtes et helt kontinent af sorte negre, der sagtens kunne klare det umenneskelig slid. Negrene var vilde hedninge, så det kun var en barmhjertighedsgerning at fragte dem over Atlanten, lære dem at arbejde og omvende dem til gode kristne,
Med disse ædle formål satte den danske statsmagt i 1660 sig på flere områder på Guldkysten i Vestafrika, og ved købet af øen Sankt Croix af Frankrig i 1733, var Danmark også parat til at drive den morderiske trekantshandel på linje med andre søfarende europæiske nationer.
I Danmark blev produceret geværer og alkohol, der blev afskibet til de danske forter ved Guldkysten. Her blev varerne vekslet med slaver indfanget rundt om i Vestafrika. Slaverne blev stuvet sammen under umenneskelige kår i slaveskibenes trange lastrum og fragtet over Atlanten. Mænd, kvinder og børn. Mange døde undervejs, men de der overlevede, ankom til Dansk Vestindien for at blive brændemærket og solgt som slaver.
De tomme slaveskibe blev lastet med rom og sukker og kunne så afslutte trekanten København, Vestafrika, Sankt Croix, København.
I løbet af cirka 150 år gennemførte skibe under Dannebrog 140 rejser med tilsammen 85.000 afrikanere ombord. Desuden udskibedes 15.000 slaver på fremmede skibe fra de danske forter. Kun lidt i forhold til hvad for eksempel, England fragtede over Atlanten, men det var ikke vilje, der manglede hos de danske slaveskippere. Kun kapacitet.

Slaveriet bliver uproduktivt
Danske slaveholdere var heller ikke anderledes end slaveholdere fra andre nationer. Også de danske slaver måtte arbejde på sulterationer holdt i ave af trusler om pisk og henrettelse. Der var slaveoprør på den mindste danske ø Sankt Jan i 1734. I et halvt år førte de oprørske slaver guerillakrig, indtil de blev nedkæmpet på det blodigste.
Fra 1780'erne oprandt det danske slaveris storhedstid. Under den såkaldte florrisante periode var Danmark neutral, mens de store europæiske magter England og Frankrig førte langvarige krige. Det gav forrygende fortjenester til den danske handelsflåde, men slavehandlen mellem Afrika og Caribien sang på sidste vers. Humanistiske vinde var kommet ind over England og fik også Danmark til at stoppe slavehandlen over Atlanten i 1803.
Men uden slaver ingen sukker. Ingen fri mand ønskede at slide i sukkermarkerne, så selvom slavehandlen over Atlanten ophørte, betød det ikke slaveriets ophævelse. Slaver var stadig nødvendigt for sukkerproduktionen.
I 1801 blev Danmark draget ind i Napoleonskrigene, og de danske kolonier blev besat af England. Den engelske flåde lukkede Europa inde for at forhindre Frankrigs og dets allierede i at få oversøiske varer. For at opfylde befolkningens behov opfandt man derfor i Frankrig en metode til at lave sukker af roer, da man under krigene ikke kunne få forsyninger fra Caribien.
Krigene gjorde det også svært for Frankrig at hævde sit herredømme over kolonierne. Det gav anledning til flere opstande. På øen Haiti organiserede en tidligere slave Toussaint L'Ouverture en selvstændighedsbevægelse, og førte gennem 12 år revolutionær krig mod den franske kolonimagt. I I803 endte krigen med, at han kunne udråbe verdens første sorte republik.
Efter Napoleonskrigene fik Danmark overdraget sine caribiske øer igen, men da var sukkereventyret forbi. Det europæisk roesukker udkonkurrerede hurtigt det vestindiske rørsukker, og dermed faldt det økonomiske grundlag for slaveriet væk. Det skabte økonomisk krise over hele Caribien, men gav også håb om frihed blandt Caribiens slaver.
England tog konsekvensen og gav sine slaver fri i 1838, mens andre lande tøvede. Blandt andet Holland, der først ophævede slaveriet i 1863.
Kravet om frihed nåede naturligvis også til Danmark og Dansk Vestindien.

Von Scholten
I 1835 var der 3723 hvide og 39.455 negre på øen Sankt Croix. Cirka 13.000 af negrene var frie, men de fleste af disse levede under kummerlige kår, der ikke var ret meget anderledes end slavernes.
1835 var også året, hvor Dansk Vestindien fik en ny generalguvernør ved navn Peter von Scholten. Han havde en lang karriere bag sig i kolonien, og han var helt klar tilhænger af slavernes frihed. Diskussionerne om slaveriets ophævelse var ikke nye i Danmark, men nu blev de konkrete. Bølgerne gik højt både blandt slaver og ikke-slaver.
Von Scholten tog hårdt fat på at forbedre slavernes tilværelse. Trods lokal modstand fra blandt andet plantageejerne byggede han skoler til slavebørnene, lempede mulighederne for at piske slaverne og lignende tiltag. Von Scholten havde selv en sort elskerinde og lyttede gerne til slavernes klager, men han var embedsmand og kunne ikke handle uden politisk ordre hjemme fra Danmark.
Her sang enevælden på sidste vers, og som en forløber for et parlament, eksisterede den såkaldte stænderforsamling. Blandt de delegerede i stænderforsamlingen var der ikke flertal for at frigive de danske slaver, for man forudså, at det ville koste staten alt for mange penge, at skulle betale kompensation til slaveejerne.
Det blev den enevældig konge Christian den 6., der skar igennem. Han bestemte stadig alt i Danmark og erklærede i 1847, at alle slavebørn født efter den 28. juli 1847 skulle være frie.
Og sådan blev det, selvom det var absurd. Der var ingen logik i at give børn deres frihed, mens deres forældre stadig var slaver. Det var i hvert fald slavernes mening.

Buddhoe
Midt i den højspændte situation trådte Buddhoe ind på scenen for en kort og dramatisk optræden. Efter sigende skulle Moses Gottlieb med tilnavnet Buddhoe have været en meget elegant udseende mand, der stammede fra plantagen Bordeaux på Sankt Jan.
Det franske navn Bordeaux var blevet til Buddhoe, men ellers ved man ikke meget om ham. Nogle kilder siger, at han var fri, andre at han var slave, men alle benævner ham som en dygtig håndværker, enten sukkerkoger eller tømrer. At han samtidig kunne læse og skrive, og som håndværker havde en stor bevægelsesfrihed rundt om på Sankt Croix, gjorde ham til en effektiv revolutionær leder.
Slaverne rundt om på Sankt Croix's mere end 100 plantager begyndte at holde hemmelige møder og diskuterede, hvad de skulle gøre for at få ophævet slaveriet. At de ville have friheden var ingen i tvivl om, men hvordan?
En slave ved navn Martin King samlede en gruppe slaver omkring sig. De blev kaldt 'Martin King og hans flåde' og gik ind for en voldelig konfrontation med slaveejerne, men flertallet fulgte Buddhoe. Buddhoe indså klart, at en væbnet opstand på forhånd var dømt til at mislykkes. Der var stor tradition blandt de europæiske kolonimagter i Caribien for at hjælpe hinanden med tropper i tilfælde af slaveoprør, og på den nærmeste ø, den spanske Puerto Rico, ventede 600 soldater, som von Scholten kunne låne i tilfælde af oprør.
Buddhoe valgte en ikke voldelig linje. Han mødtes hemmeligt med von Scholten flere gange. Buddhoes krav var utvetydige. Slaveriet skulle ophøre den 3. juli 1848. På den dag ville slaverne nedlægge arbejdet over hele øens vestende, og begive sig i demonstration til den ene af de to byer på Sankt Croix.
På torvet i byen Frederikssted ville de kræve deres frihed og forvente, at de fik den.

Ikke vold, sammenhold
Det var ikke lige et problem af den størrelsesorden, som Von Scholten havde brug for. Han havde nemlig nok at se til. 1848 var året, hvor der gik en voldsom borgerlig frigørelsesproces over Europa. Det fik Prinsen af Nør i Slesvig-Holsten til at stå i spidsen for et nationalt oprør. De to tysksindede men danskunderlagte hertugdømmer ønskede frihed til at bestemme deres egen fremtid, men det ville den danske stat ikke tillade. Budskabet om krig nåede von Scholten den 25. maj, og samtidig bredte de europæiske frihedstanker sig til de franske øer Guadeloupe og Marinique og resulterede i blodige slaveopstande.
Von Scholten måtte tage krigsskibet 'Ørnen' til byen Charlotte Amalie på øen Sankt Thomas for at organisere koloniens forhold under krigen, og imens slog slaverne på Sankt Croix's vestende til. Den 3. juli gik de ikke på arbejde om morgenen, men begav sig under tuden af konkyliehorn til Frederikssted. Von Scholten var ombord på 'Ørnen' på vej hjem, da tusinder af slaver samlede sig i Frederikssted foran byens fort. Buddhoe havde fundet en militæruniform og red rundt på en hvid hest. Det gjaldt om at optræde værdigt og med disciplin.
Fortets garnison var lille men velbevæbnet, men slaverne havde ild og sukkerknive. De truede med at stikke ild på Frederikssted, hvis fortets kommandant begyndte at skyde. Enkelte slaver begyndte at plyndre og drikke sig fulde, men det forsøgte Buddhoe at forhindre.
Efter mange timer kulminerede spændingen i Frederikssted. Krigskibet 'Ørnen' kom strygende nord fra og ankrede op på byens rhed. Skibets kaptajn, Irminger, var kendt for uden nåde at have beskudt negerlandsbyer på den Danske Guldkyst, og lod 'Ørnens' kanoner klargøre.
I det mest kritiske øjeblik kom von Scholten. Han var gået i land i Christianssted og havde taget turen over land i sin karet. Mellem de mange tusinde sorte foran fortet og indenfor 'Ørnens' kanoners rækkevidde udtalte han, som man endnu husker det på Sankt Croix:
'Nu er I frie.'

Efterspillet
Frigivelsen var en rus for mange, men blev hurtigt afløst af tømmermænd. Von Scholten fik et slagtilfælde og hans efterfølger var bestemt ikke tilhænger af slaveriets ophævelse. Ved hans side stod kaptajn Irminger og krævede lov og orden opretholdt med skrappe midler. Flere steder rundt om på Sankt Croix, hærgede bander i ly af den uro og usikkerhed slaveriets pludselige ophør havde skabt, men Irminger tog hård fat. Flere hundrede fanger blev bragt ind og enkelte blev skudt ved standretter.
Buddhoe ville Irminger også have arresteret, men en besindig dansk major ved navn Gyllich forstod Buddhoes betydning som leder og red sammen med ham rundt på øen for at få de frigivne til at holde sig i ro.
Men da det var sket, var det også sket med Buddhoes frihed. Den nye guvernør Peter Hansen dømte ham til deportering skønt nogle ønskede Buddhoe henrettet, specielt var flere plantageejere aggressive. Buddhoe blev bragt ombord på krigsskibet 'Ørnen' og straks frataget sine ejendele. Han blev sat til at arbejde ombord, og hvad der derefter skete med ham er usikkert.
Han blev enten sat i land i Port of Spain på Trinidad, eller i Curacao. Under alle omstændigheder blev han advaret mod nogensinde igen at betræde dansk jord.
Nogen mener at han tog til USA, mens en anden kilde lader ham gå i hundene i Curacao. En vedholdende lokal legende fortæller imidlertid, at 'Ørnens' chef, lod Buddhoe gå planken ud som straf for hans rolle i frigivelsesprocessen.
Under alle omstændigheder ved man ikke mere om ham, mens kaptajn Irminger senere gik ind i politik og blev minister.

Mindet om Buddhoe lever
De danske slavers frigivelse skete for mere end 150 år side, men mindet om Buddhoe lever stadig. Og heldigvis. I dag er pladsen i Frederikssted hvor von Scholten gav slaverne deres frihed omdannet til en park med navn 'Buddhoe Park.'
Og ikke uden grund. Buddhoe er ikke kun en historisk frihedshelt for crusians, som beboerne på Sankt Croix kaldes, men i høj grad et symbol, der stadig har slagkraft, når demokratiske kampe udkæmpes i den tidligere danske koloni.
I januar kunne man således læse i tidsskriftet Caribbean News:
'Næsten 300 demonstranter samledes ved den historiske Buddhoe Park for at give udtryk for deres frustrationer over sociale nedskæringer samtidig med lønstigninger til topregeringsfolk ved at slå på trommer og blæse i konkylieskaller..................'