Djarnis Drøbelsten fra Dalum i Odense har sendt os sin dagbog. Hvorfor ved vi ikke. Men her er den igen.

Onsdag. Kære dagbog.
Jeg er godt gammeldags vred over, at Mosen ikke længere må være et fredet naturområde, som det altid har været. Her er trods alt bævere, storke og fiskeørne.
Jeg ringede til magistraten, men de henviste til Miljøministeriet og ham der Svine Schmidt. Nårh, ham miljøminister Hans Christian Schmidt. Han ville ikke tale med mig, da han var ude for at nedlægge et par råd til. Men sekretæren sagde, at jeg da bare kunne klage. Og så grinte hun.
Min kone kan ikke nå at hente lille Claus i børnehaven i dag, så hun besluttede at ringe til vikarbureauet, der så hentede ham. Børnehaven ringede og brokkede sig over, at han glemte at tage vores tøjvask med. Det vasker de søde pædagoger for os henne i Blæksprutten.
Vores farmor synes at det er i orden, at vi betaler lidt for at have det godt. Vivi, min kone, mener ikke, at det er i orden. Men vores ret velbeslået oldemor siger, at dengang i 1879 var der ikke noget, der hed børnecheck og børnehaver. Nej, det var der vel ikke. Velfærd skal da koste. Det var mange penge dengang
Ole, vores søn på 18, kom hjem i nat efter kun 15 timers arbejde på slikfabrikken Candy Floss. Han var sur. Den ene pegefinger var ret flad. Det var en stansemaskine, der var lidt for hurtig. Sådan er det med de unge mennesker. De bliver dumdristige.
Nå, men han var også ked af en diskussion med direktøren om formiddagen. Ole havde sagt til ham, at han ville skride, hvis han ikke fik den lønforhøjelse. Men så blev de enige om et kompromis. Han ville ikke give lønforhøjelse, og Ole ville gerne blive.