Den philippinske diktator Ferdinand Marcos lader den populære oppositionsleder, Benigno Aquino henrette, da han stiger ud af et fly, på vej tilbage til Philippinerne efter et langvarigt eksil i USA.

Ved Benignos begravelse i Manila deltager en halv million mennesker. Fra det tidspunkt får den folkelige bevægelse mod Marcos-diktaturet en dynamik, der ikke ophører, før det bringes til fald i 1986.
I april 1985 opretter officerer i militæret RAM - Reform the Armed forces Movement. De er utilfredse med indgreb fra Marcos' side i den militære ledelse. I et klima af vold og undertrykkelse kræver befolkningen, at der som planlagt skal holdes valg i 1986.
Philippinernes Kommunistiske Parti støtter det folkelig oprør mod diktatur, men kan ikke støtte Coraz—n Aquinos kandidatur til præsidentposten. Aquino, der er enke efter den dræbte Benigno Aquino, vil ikke bringe grundlæggende forandringer i det philipinske samfund, mener kommunisterne.
Coraz—n Aquino bliver valgt og sidder som præsident frem til 1992. Hun bliver blandt andet valgt på løfter om en jordreform, der skulle resultere i en mere retfærdig fordeling af jorden. Men den blev aldrig gennemført.
Det var også under Aquino, at militæret gennemførte en såkaldt 'total krig' mod guerillabevægelse. Det medførte 1,25 millioner interne flygtninge, som boede under kummerlige forhold i de flygtningelejre, som regeringen havde oprettet.
I 1992 går Coraz—n Aquino af og hendes forsvarsminister Fidel Ramos bliver valgt til præsident.