Der er fakkeltog og demonstrationsmøder på 60-årsdagen for samarbejdsregeringens afgang
Den 29. august er det 60 år siden, at det danske folk satte regeringen stolen for døren og tvang den til at gå af. Folket ville ikke længere acceptere regeringens samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.
- Det er en af de stolteste dage i vor historie, konstaterer Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof Foreningen. Sammen med Amager Partisaner, De Spaniensfrivilliges Forening og 4. Maj Initiativet fra Vesterbro arrangerer foreningen møder og fakkeltog på dagen.
Arrangørerne mener, at erfaringerne fra 1943 skal bruges helt konkret i dag.
- Vi kunne godt bruge et nyt 'augustoprør' i det herrens år 2003. Regeringens herre og mester er selvfølgelig ikke som for 60 år siden hr. Hitler og Nazi-Tyskland. I dag er det mr. Bush og USA. Men på mange måder er forskellen ens: Man kryber for de store og er villig til alt, hvis man kan komme til at sætte sig ved magtens morgenbord, understreger Anton Nielsen.
Han tilføjer, at de nuværende partier i regeringen er de samme som udgjorde Scavenius-regeringen i 1943.
Arrangementet fredag den 29. august starter med møde på Halmtorvet klokken 18.30. Her er der taler af tidligere spaniensfrivillig Villy Fuglsang og Maibritt Berlau fra Folkebevægelsen mod EU. Leif Monnerup sørger for underholdningen.
Herfra går fakkeltoget, med Røde Horn i spidsen, til Nytorv med ankomst cirka klokken 20.30. Gangbesværede kan blive kørt i hestevogn.
På Nytorv taler Anton Nielsen og Leif Larsen, der er formand for Dokumentationscenter mod Historieforfalskning. Leif Monnerup er igen på scenen, denne gang sammen med Jesper Klein og Peter Abrahamsen.
Dagen slutter med et aftenarrangement i Jord & Betonarbejdernes Fagforening, hvor Erik Jensen fra Demos taler.
Fredag den 29. august klokken 18.30 på Halmtorvet i København.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278