Den norske forfatterinde Amalie Skram (født Alver) bliver allerede som 17-årig gift med en kaptajn. Med ham føres hun rundt i verden, men ægteskabet holder kun få år. Amalie, der forlader fødebyen Bergen, må derefter ernære sig som skribent og oversætter og gifter sig i 1884 med den danske forfatter Erik Skram

Ægteskabet fører hende ind i de førende litteraturkredse i København, og hun debuterer i 1885 med ægteskabsromanen 'Constance Ring'. Den følges op med 'Lucie' i 1888 og 'Forrådt' i 1892. Alle romanerne trækker på erfaringerne fra hendes første ægteskab.
De konfronterer borgerskabets forløjede pigeopdragelse og romantiske kærlighedsforventning med oplevelsen af en brutal seksuel udbytning. Konsekvensen af dobbeltmoralen og undertrykkelsen mellem kønnene bliver selvdestruktivitet og angst.
Amalie Skram skriver derpå hovedværket 'Hellemyrsfolket' i fire bind fra 1987-1898, som beskriver en families forfaldshistorie.
I 1890'erne indleder Amalie Skram en stor psykiatridebat med nøgleromanerne 'Hieronimus' og 'Paa Sct. Jørgen', som bygger på hendes egne oplevelser som nervesvækket patient på Kommunehospitalets sjette afdeling og på sindsygehospitalet Sankt Hans.
Hovedpersonen og skydeskiven for romanernes opgør med daværende psykiatri er psykiatrikeren Knud Pontoppidan. Romanernes skildring af magtkampen mellem kunstneren Else Kant og den herskesyge professor er blevet en klassisk fremstilling af autoritær undertrykkelse, kamoufleret som videnskab.
Romanerne danner i 1978 grundlag for tv-spillet 'Else Kant' med manuskript af Kirsten Thorup.