Den danske regering tvinges til at gå af, selv om statsminister Erik Scavenius ønsker at fortsætte samarbejdspolitikken med tyskerne. Han har imidlertid ikke opbakning i regeringen til at fortsætte, og slet ikke opbakning i den danske befolkning.

Gennem hele august har den danske befolkning vist sin modvilje mod den danske regerings samarbejdspolitik og tyskernes mere og mere brutale adfærd over for befolkningen. Det sker ved en lang række folkestrejker, hvor flere strejker kan betegnes som bystrejker.
Folkestrejkerne i Esbjerg, Aalborg og Odense eksempler på bredt funderede bystrejker, hvor både arbejdere og borgerskab deltager. De fleste af strejkerne udspringer på arbejdspladserne, hvor arbejdet nedlægges.
Folkestrejkerne viser også den større sympati for og nødvendigheden af modstandsbevægelsens øgede sabotager mod tyske interesser og danske virksomheder, som producerer for tyskerne.
Værnemagten vil indføre tysk retstilstand ved blandt andet at indføre dødstraf for personer, som forstyrrer uro og orden. Det er i første omgang dødsstraf for sabotører og andre modstandsfolk.
Bruddet med tyskerne og samarbejdspolitikken kommer, da Dr. Werner Best værnemagtens befuldmægtige afleverer et ultimatum til den danske regering den 28. august. Fra den 29. august har Danmark ingen regeringen resten af besættelsen.