Irland holder sine første frie valg efter løsrivelsen fra Storbritannien. Nordirland er fortsat britisk koloni. Med Unionsakten fra år 1800 bliver Irland indlemmet i Storbritannien. I 1800-tallet fører ønsket om selvstændighed til, at der bliver udviklet en stærk national bevægelse. Bortset fra de britiske og skotske indvandrere i nordøst støtter den overvejende del af den irske befolkning kravet om selvstændighed.

I 1916 bliver den republikanske påskeopstand i Dublin knust, men i forlængelse af opstanden dannes den Irske Republikanske Hær (IRA) og den sidste etape på den lange vej mod selvstændighed bliver indledt.
IRA's militære offensiv tvinger i 1920 briterne til at give de 26 overvejende katolske grevskaber selvstændighed. Sydirland bliver nu en autonom region inden for det Forenede Kongerige.
De resterende seks grevskaber i nordøst bliver nu til Nordirland med regering i Belfast og repræsentation i det britiske parlament, Westminster.
I 1922 erklærer Sydirland sig for selvstændig og bliver omdannet til den frie irske stat, under den britiske krone. Endelig omdannes den i 1949 til Republikken Irland, og bryder dermed de sidste bånd med det britiske statssamfund, Commonwealth.