15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ÅRHUS - Fredskonference

ÅRHUS - Fredskonference

Onsdag, 17. september, 2003, 00:00:00

´Århus mod Krig og Terror´ sætter besættelsen af Irak og USA´s globale krig til debat

Krigen og besættelsen af Irak har ikke skabt en mere stabil og tryg verden at leve i. Tvært imod, mener arrangørerne bag en større fredskonference, der afholdes på lørdag i Århus.
USA truer fortsat andre lande og forbereder krig mod flere, blandt andet Iran, Nordkorea og Cuba, påpeger Siri Hansen, der er aktiv i fredsgruppen Århus mod Krig og Terror.
- De 1400 amerikanske våbeninspektører i Irak har fundet lige så mange masseødelæggelsesvåben som FN's våbeninspektører. Nemlig ingen. Det bliver mere og mere tydeligt at det var og er en imperialistisk røverkrig, siger Siri Hansen, til Dagbladet Arbejderen.
Hun mener derfor, at både de amerikanske og engelske men også danske politikere helt åbenlyst løj for at gå med i USA's krig. Og løgnen fortsætter med besættelsen af Irak.
Det irakiske samfund er gået i stå. Vand og elforsyning er ikke repareret, skolerne er stadig lukkede og fabrikkerne står stille. Samtidig er flere nødhjælpsorganisationer blevet tvunget til at trække kræfter ud af landet.
Det er nogle af spørgsmålene, der sættes til debat på konferencen. Århus mod Krig og Terror har indbudt freds- og konfliktforsker, Bjørn Møller, Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU, katastrofechef i Folkekirkens nødhjælp ,Lisa Henry, og formanden for LO Århus og medlem af Socialdemokratiet, Hans Halvorsen, til debatten.
USA's farlige politik på verdensplan har fået nogle fredselskende mennesker til at mene, at vi skal opbygge EU som en stærk modpol til USA. Men det advarer Karen Sunds imod
- Politiske kræfter i SF og Socialdemokratiet prøver at trække fredsbevægelsen over i en støtte til en EU-supermagt. Det er en farlig vej. En fredsbevægelse, der vender sig imod imperialistisk krig og overgreb kan aldrig støtte sig på den ene supermagt frem for den anden, siger hun til Dagbladet Arbejderen.
Arrangørerne har samtidig inviteret lokale fredsgrupper fra Jylland og Fyn til at deltage i konferencen. Op til og under selve krigen imod Irak opstod der mange små fredsgrupper. Fredskonferencen bliver afsluttet med at lokale folk mødes for at diskutere, hvordan de kan støtte hinanden bedre i hverdagen.


Ikke i vores navn
Freds - debat - kultur - dag
Lørdag den 20. september kl. 13 - 17
Skt. Anna Gade Skole, Aulaen
Oplæg ved: Bjørn Møller, fredsforsker på Center for freds- og konfliktforskning.
Karen Sunds, medlem af styrelsen i Folkebevægelsen mod EU
Lisa Henry, katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp
Hans Halvorsen, formand for LO Århus og medlem af Socialdemokratiet

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2003 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:54

Nyheder