Der var engang et land, der havde en præsident. Og han holdt så meget af at give gaver til andre lande, at han helt glemte at spørge, om de ville have dem

Men som regel var folk også brændt op eller døde af skudsår, indre kvæstelser, sult og sygdom - inden de kunne nå at sige tak for gaverne.
En dag fik præsidenten besøg af to agenter fra gaveindustrien. De fortalte ham, at de nu havde de fundet nogle lande, der trængte meget til præsidentens gaver.
Problemet var bare, at landene ikke ville have gaverne. Det var fordi landene ikke ville af med deres egne gaver, fortalte agenterne til præsidenten. Og fordi landenes egne gaver havde den egenskab, at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede eller også var utilladelig dum.
Det var da nogle dejlige gaver, de lande har, tænkte præsidenten, ved at have dem kan jeg finde ud af hvilke mænd i verden, der ikke duer til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme.
Og præsidenten lovede agenterne mange og store ordrer på nye gaver til at give bort, hvis de blot kunne skaffe ham de dejlige gaver. På agenternes forslag sendte præsidenten nogle gaveinspektører ud for at kigge efter de dejlige gaver. Men de kunne ikke se nogen dejlige gaver, og det fortalte de til præsidenten.
'Aha! Uduelige gaveinspektører,' konstaterede præsidenten og lod sende bud efter agenterne fra gaveindustrien.
'I får ikke flere ordrer, hvis ikke I skaffer mig de dejlige gaver', sagde præsidenten. Agenterne foreslog nu præsidenten at sende sine bedste mænd. Han sendte derpå sine højeste ministre og nogle andre landes premierministre til at lede efter gaverne.
De kunne heller ikke se de dejlige gaver, men de sagde det ikke, hverken til pressen eller til præsidenten. Imidlertid var de helt sikre på at have set nogle gaveboder, der cirkulerede rundt i landene. Det var mobile gaveboder, sagde de.
'Selv om man ikke kan se de dejlige gaver, så er de der! Lige klar til at blive pakket ind og afsendt! På 45 minutter,' sagde de høje ministre og premierministre.
Præsidenten insisterede på at se premierministrenes satellitfotos. Men han kunne ikke se noget på billederne, hverken gaver eller gaveboder.
Dum er jeg ikke, tænkte præsidenten. Det er altså mit embede jeg ikke duer til? Det var da løjerligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!
'Nu tager I af sted,' brølede præsidenten til agenterne fra gaveindustrien. 'Og så får I fat på de gaver!'
'Jamen, vi har allerede været der', protesterede agenterne:
'Det var os, der tog af sted med de første gaver. De var jo fra præsidenten selv!'
Og da præsidenten var en mand, der aldrig krævede noget til gengæld, sagde han:
'Selv om jeg ikke må se deres gaver, så skal de se mine', og han gav ordre til at lade en regn af gaver hagle ned over landene med de dejlige gaver.