Mellem Liniernes royale medarbejder, Bent Liljenfeldt, udtrykker stor tilfredshed med, at kronprinsen nu skal giftes.
- Tillykke herfra, udtaler han, men advarer samtidig den glade kronprins mod den lange ventetid før brylluppet.
- Forestil dig, at du fik en cykel i julegave og så først måtte køre på den til påske, tilføjer han.
Desuden er Liljenfeldt bekymret for, at Frederik har nået en så høj alder, at sædkvaliteten ikke dur længere, og at potensen vil svigte vores forhåbninger om snarlig graviditet i kongehuset. Mellem Linierne kan da også afsløre, at parrets bryllupsrejse i juni 2004 går til det berømte vandfald, Viagra Falls i USA.
Han advarer også Frederik mod at droppe Mary på nuværende tidspunkt. Frederik er jo kendt for at have haft 146 bekendtskaber siden 12-års-alderen.
- Prinsen skulle jo nødig ende som et egetræ, der får ny ring hvert år, siger Liljenfeldt med et glimt i øjet.
- Men det skulle ikke undre mig, om han faktisk allerede har en anden forlovet et andet sted i Danmark. Prins Gustav den 3. Af Sachsen var i 1950'erne faktisk forlovet med to piger. Én i Nürnberg og en i Halle.
Hvordan det dog kunne lade sig gøre har Bent Liljefeldt straks svar på.
- Prinsen havde jo bil. Det har Frederiks så sandelig også.
Mellem Linierne var i går under kraftig ideologisk pres fra redaktøren af vores vedhæftede pamflet, Dagbladet Arbejderen. Birte Sørensen rasede over, at vi ville dække den glade nyhed om forlovelsen af Frederik og Mary.
- Sladder og royal røgelse, hvæsde redaktøren hånligt.
- Visse, vasse, replicerede Bent Liljenfeldt.
- Som du ved, gentager vi aldrig sladder, så vær venlig at høre godt efter første gang!. Og hvis man ikke kan løbe med sladder - hvad kan man så bruge det til?
Prins Henrik krævede i går et fogedforbud mod denne artikel. Forgæves og på dårligt dansk.
Han foreslog, at vi lavede en byttehandel. Vi skulle makulerede avisen. Kongehuset betalte omkostningerne!
- Det er sgu for galt. Prins Henrik minder snart om Godfather fra mafiaen, der giver tilbud, man ikke kan afslå. Eneste forskel er, at Prins Henrik gav os et tilbud, vi ikke kan forstå, udtaler Bent Liljefeldt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278