En af den danske kulturkamps fremmeste skikkelser fylder i dag 60 år.

Af Poul-Henrik Jensen tidligere formand for LLO, sekretariatsleder på DJBFA
Som kunstner debuterede han på sin kontrabas i børneorkestret Jazz'n Babies i et tv-program helt tilbage i 1957. Senere kom han på den danske rockscene med blandt andre Karsten Vogels Kvartet og fra 1968-69 var han bassist i Burnin Red Ivanhoe, i '69 i folk-rockbandet High Crossfield og året efter i Pan og 1971-72 i Blast Furnace.
Arne Würgler tog sideløbende med sin karriere aktivt politisk stilling og kastede sig energisk ud i en kamp for kollegaernes anerkendelse, kunstnerisk, økonomisk og socialt. Den kamp førte ham i tæt samarbejde med den politiske venstrefløj. På det tidspunkt fandt han kunstnerisk sammen med forfatteren Jesper Jensen og kollegaen Benny Holst. Sammen med Per Schultz grundlagde de kunstnergruppen Agitpop, som blev et af 70'ernes helt afgørende omdrejningspunkter, både kunstnerisk og kulturelt. Det var et dynamisk firkløver, der i tekst og musik ramte tidens budskaber og skar ind til benet.
Det blev især kendetegnende for gruppen, at den inddrog de folkelige bevægelser, miljøorganisationerne, faglig ungdom og LLO i arbejdet med tekster. Det var dette samarbejde, der i 70'erne gjorde Agitpop - Würgler og Holst - til folkeeje. Det var her Røde Wilfred blev født, skolesange, sange om 1. maj og om den sidste olie. Tekster og melodier, som stadig kendes og synges på højskoler, i forsamlinger, af tillidsmænd, EU modstandere og blandt nutidens socialistisk orienterede unge.
Arne Würgler og hans trio med Benny Holst og Sømanden har bestemt ikke fået mindre at lave gennem årene, og et mere trofast publikum kan ingen musikere ønske sig.
Arne Würgler var i 1973 en af grundlæggerne til en faglig organisation for sangskrivere og komponister inden for rock, jazz og beat. Disse komponister vandt nemlig ikke anerkendelse hos de klassiske komponister og revykomponisterne, som længe forsøgte at holde denne rytmiske kunstnergruppe ude af hele rettighedsfordelingen inden for KODA. Men med etableringen af DJBFA og med Arne Würgler som formand ændredes forholdene for de rytmiske komponister, og det er ikke mindst Arnes fortjeneste, at sangskriverne og komponisternes største og bredeste faglige organisation er DJBFA. Han har utrætteligt arbejdet for overenskomster og aftaler mellem pladeproducenter, forlæggere og radiostationer.
Men Arne har ikke mistet evnen til nyorientering eller det, som erhvervslivet så smukt kalder 'omstillingsparathed'. Med Würgler som drivkraft er der lavet aftaler på det digitale område, og en helt ny digital organisation ejet af rettighedshaverne 'Phonofile' skal fremover stå for det digitale IT salg til bibliotekerne og andre brugere. Dertil kommer et utrætteligt arbejde for reel public service og alsidighed i medierne. Han har som en af de markante kunstnere også haft modet til at kaste sig ind i den af regeringen iscenesatte kulturkamp.
Arne Würgler har i tykt og tyndt fulgt den danske venstrefløjs opture og nedture. I 70'erne og 80'erne formåede han at holde sig fri af fraktionerne og egentlig partiorganisering, det betød med hans egne ord, at han 'var velkommen alle steder', om det var DKP, VS, eller en hvilken som helst bogstavkombination. Det afgørende for ham er fortsat det solidariske og socialistiske engagement. Med dannelsen af Enhedslisten som en tværorganiserende alliance på venstrefløjen, var Arne Würgler blandt de første medlemmer, og blev en af spidskandidaterne til folketingsvalget i 1994.
Der er mange, som i den danske musikbranche og i hele det danske kulturliv, samt på den politiske venstrefløj og hos EU modstanden der har meget at takke 60 års-fødselaren for.