I ´det varme efterår´ i 1969 strejker 20 millioner arbejdere for bedre levevilkår. Strejkerne medfører ikke bare betydelige lønforhøjelser, men er også et grundlæggende angreb på den kapitalistiske organisering af arbejdet

Mange venstregrupper opfatter situationen som potentielt revolutionær. Opmærksomheden bliver rettet mod arbejderne i de store virksomheder og i storbyens arbejderkvarterer.
Men i 1971 er over halvdelen af Italiens omkring otte millioner industriarbejdere ansat i virksomheder med under 20 ansatte, og kun en million arbejder i de cirka 800 virksomheder med over 500 ansatte.
Fagforeningerne mener imidlertid, at kampene i fabrikkerne må forenes med en kamp for reformer, som skal gennemføres på det parlamentariske plan, hvis magtforholdene skal ændres til arbejderklassens fordel. Fagforeningerne begynder nu at føre direkte forhandlinger med regeringen om deres krav.
Efterfølgende vælger italiernerne imidlertid en højre-regering i 1972, hvor der også er fascister repræsenteret.