Amerikansk professor anklager USA for strategiske angreb på irakernes vandforsyning
Torsdag den 8. januar på Københavns Universitet vil den amerikanske folkesundheds- og folkemordsforsker Thomas J. Nagy tale om det amerikanske militærs mangeårige strategiske angreb på Iraks vandrensningssystem. Det foregår kl. 19-21 på lokale HO 1 - indgang fra Vor Frue Plads.
Nagy vil fremlægge dokumentationen for, at sådanne angreb udgør en væsentlig del af det amerikanske luftvåbens doktrin.
Forskerens enestående bidrag til debatten om Irak-konflikten og om USA's militære strategi består i, at han har rettet offentlighedens opmærksomhed mod officielle amerikanske dokumenter, som beviser, at det amerikanske militær har anvendt en kombination af sanktioner og bombninger med den overlagte hensigt at ødelægge Iraks vandrensningssystem.
I en artikel i tidsskriftet The Progressive i september 2001 gjorde Nagy opmærksom på en række rapporter udarbejdet af Pentagons efterretningstjeneste Defense Intelligence Agency i 1991, som viser, at den amerikanske regering med vilje brugte sanktionerne mod Irak til at nedbryde landets vandforsyning efter Golfkrigen. (Læs artiklen The Secret Behind the Sanctions:
www.danirak.dk/english/Secret_270103.html.
Senere har Nagy gjort opmærksom på doktrindokumentet 'Strategic Attack' fra 1998, som tydeligt gør angreb på el- og vandrensningssystemer til en del af det amerikanske luftvåbens strategi. Denne doktrin er vedtaget, selv om militære kilder oplyser, at 70-100.000 civile er døde af epidemier som følge af angreb mod vandrensningssystemet under Golfkrigen i 1991.
Nagy har været i Irak i oktober 2002 for at undersøge, hvordan vandrensningssystemet ville klare sig igennem en ny offensiv, og han har fulgt med i udviklingen siden angrebet i marts 2003. Unicef har rapporteret, at der igen i maj 2003 har været udbrud af kolera i det sydlige Irak.
Nagy er blandt de fremtrædende amerikanske akademikere, der forsøger at skabe en ny fremtidsvision for USA, som ellers med terrorkrigen driver væk fra demokratiet.
Blandt sine visionære løsninger foreslår Nagy et forsoningsprojekt, hvor USA betaler 9 mia. dollar om året for at sikre rent vand til hele verdens børn. Dette 'positive program' går stik imod tendensen til privatisering, som har haft katastrofale konsekvenser blandt andet i Bolivia.
Torsdag den 8. januar på Københavns Universitet kl. 19-21 i lokale HO 1 - indgang fra Vor Frue Plads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278