Hun blev hele Danmarks socialrådgiver med sit program ´Ret og Pligt´
Siden 1976 har danskerne fået råd og støtte af socialrådgiver Hanne Reintoft i radioprogrammet 'Ret og pligt'. Nu lægger hun de kontante og kompetente råd på hylden for at kunne bruge mere tid på at skrive historiske romaner - og mandag 1. marts afleverer hun sine sidste gode råd til lytterne på P1. Inden da får hun dog lejlighed til at fortælle om sit eget liv - nemlig som gæst i P1-programmet 'Løkkegaards' den 24. februar kl. 10.03 - med genudsendelse kl. 10.20.
- Det har været utroligt berigende og spændende at lave 'Ret og pligt' i alle disse år. Igennem programmet har jeg været i kontakt med tusindvis af mennesker. Det oplever jeg som meget privilegeret. Men nu fylder jeg 70 år, og så synes jeg ærligt talt, at der må unge kræfter til, siger Hanne Reintoft.
- Vi har været utroligt glade for Hanne Reintofts engagerede og yderst kompetente rådgivning. Hendes store faglige kompetence og menneskelige forståelse er højt respekteret af såvel lyttere som sagsbehandlere i de offentlige systemer - og vi håber at kunne føre den stolte tradition videre på P1 med en anden kompetent socialrådgiver, nu hvor Hanne Reintoft helt naturligt vil bruge kræfterne på andre ting i tilværelsen, siger P1-redaktør Anders Kinch-Jensen.
Hanne Reintoft modtog i 1983 Cavlingprisen for sit arbejde med 'Ret og Pligt'.
Sidste 'Ret og pligt' med Hanne Reintoft sendes på P1 mandag 1. marts kl. 14.00 og igen fredag 5. marts kl. 22.15.
Hanne Reintoft hos Gitte Løkkegaard i 'Løkkegaards' på P1 tirsdag 24. februar kl. 10.03 og 19.20.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278