Thorkild Bjørnvig, som vore børn vil huske ham

af Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet for JuniBevægelsen
Thorkild Bjørnvig fik 86 år på, og størstedelen af tiden, for kloden. Han døde fredag den 5. marts, mættet af indtryk, træt af dage.
I disse dage vil de fleste hæfte sig ved Thorkild Bjørnvigs litterære kvaliteter. Det er velfortjent. Slå blot op på digtet 'September' i hans første digtsamling 'Stjærnen Bag Gavlen' fra 1947 (side 75, eller s. 41 i 'Samlede digte'):
Guldgrund bag grenene,
Aftenstilhed, som var jeg alene
med Solsortskriget.
Men alt er til Stede,
Firbenet spejder
vaagent ud
af et hul i mit Indre...
Thorkilds allerførste digtsamling er mig særlig kær, fordi jeg skrev opgave om den i folkeskolen og siden fik det privilegium at kunne diskutere både opgave og digt med digteren selv.

Med udsøgt sans for, hvad der bringer særlig glæde, forærede han mig en førsteudgave med et dedikeret lejlighedsdigt:
Her er min debut
jo splinterny
og dog fra en fortid
ret fjernt fra vor tid
- et gensyn så sært
dog ikke så u-kært.
Hvad end jeg så blev:
Jeg skrev hvad jeg skrev!

Naturens og Birgits digtermand Thorkild havde mange kvaliteter, også nærvær og grundig omhu i samvær med børn og voksne.
Thorkild var meget politisk, men ikke politiker. Han fulgte interesseret sin dygtige og flittige hustru Birgits arbejde for først Folkebevægelsen og siden JuniBevægelsen i EU-Parlamentet. Han støttede os med sin personlige anbefaling i annoncer ved valgkampe og ved folkeafstemninger, tak.
Men det er den private Thorkild, som passerer revy, her ved den ventede død. Thorkild var en skattet gæst, og en kær feriepartner, særligt på gåture i bjerge, som han holdt meget af. For mig vil mindet om Thorkild altid være et billede på nethinden og i fotoalbummet, hvor Thorkild har en mønt i det ene øje og et lunt glimt i det andet, i munter leg med mine børn.
Den side af Thorkild vil vi heller aldrig glemme.