Påskestrejkerne varer fra 24. marts til 12. april og er en af det 20. århundredes største strejkebølger i Danmark med et sted mellem to og tre millioner tabte arbejdsdage. De udløses efter et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne og udvides drastisk, da den borgerlige regering gennemfører et indgreb, der er betydeligt ringere end mæglingsskitsen. Fra at være en kamp om en 35 timers arbejdsuge og lønforhøjelser bliver det en kamp mod den borgerlige regering. En kamp hvor de offentligt ansatte for første gang spiller en central rolle.

Efter to en halv uges omfattende aktiviteter løber strejkerne ud i sandet. Socialdemokratiet har aldrig ønsket, at strejkerne fortsatte efter Schlüter-regeringens indgreb og ser dem af politiske årsager helst stoppet hurtigst muligt.
Strejkerne ender umiddelbart i nederlag, men dels er mange arbejdspladser inden for det private erhvervsliv efterfølgende i stand til at sikre sig betydelige lønstigninger, dels er arbejdsgiverne blevet så rystede over strejkerne, at de ved overenskomstforhandlingerne to år senere går med til at sænke arbejdstiden fra 39 til 37 timer.