Det offentlige spørger ikke om de arbejdsløses mening. Nu tager Landsorganisationen af Arbejdsledige til orde.
Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) inviterer til offentligt møde i morgen aften i Beboerhuset, Skt. Annagade 40 i Århus.
Dette offentlige møde er optakt til en stor høring, som LA afholder lørdag den 2. oktober, hvor de sætter fokus på arbejdsløses vilkår.
'Lediges vilkår og regler er blevet forringet og ændret stort set hvert år de sidste tre årtier. Det ene år rammes én gruppe, det næste en anden. Del og hersk - lige efter bogen. Hverken ledige, sagsbehandlere eller lovgivere kender reglerne. Dømmes offentlige myndigheder for at have overtrådt reglerne, så ændres reglerne straks herefter. Retssamfundet smuldrer, når man forvalter i større og større ligegyldighed overfor de fattigstes retssikkerhed', skriver LA.
Når lovregler ændres, plejer man forinden at høre de grupper, reglerne berører. Dette gælder blot ikke for 100.000'er af ledige. Det søger LA at ændre på. Da det offentlige ikke henvender sig til LA, må LA henvende sig til offentligheden, lyder det fra Gustav Bunzel, som holder oplæg på mødet i morgen aften.
Som en del af bestræbelsen på at skabe offentlighed om de lediges voksende problemer afholder LA i samarbejde med andre interesserede organisationer, en høring i Århus lørdag den 2. oktober 2004 om de lediges situation, især i Østjylland.
Her sættes der fokus på, hvorledes ledige aktiveres i Østjylland. Hvor får offentligheden viden herom? Læser man kommunale årsberetninger, får man blot en sludder for en sladder, konstaterer LA, der vil indkalde kommuner, amter, beskæftigelsesministeren, fagforeninger, partier, eksperter og ikke mindst 'vidner' - altså ledige, der kan fortælle om aktivering ud fra egen erfaring.
Allerede nu har LA fået tilsagn fra to eksperter med kendskab til arbejdsmarkedsforhold, nemlig professor Jørgen Goul Andersen (Ålborg Universitet) og lektor Jørn Loftager (Århus Universitet).
Onsdag den 12. maj kl. 19.30 i Beboerhuset, Skt. Annagade 40 i Århus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278