I dag for 100 år siden kom Hedvig Schultz til verden. Selv om kroppen ikke er ung længere, og vidner om et meget langt liv, er hun stadig en dame med sine meningers mod.

Hedvig - en ukuelig kvinde
I dag for 100 år siden kom Hedvig Schultz til verden. Selv om kroppen ikke er ung længere, og vidner om et meget langt liv, er hun stadig en dame med sine meningers mod.
@g:
@h:af Rikke G. F. Carlsson
Hedvig Schultz er en dame ved sine meningers mod.
Selv om kroppen er i forfald og vidner om et meget langt liv, er ukueligheden stadig stærk. Hun er kommunist, og trods sine i dag 100 år, læser hun dagligt sine aviser, Kommunist og Arbejderen, ser nyhederne to gange om dagen og er altid klar til en snak.
I dag skal snakken handle om hende. Trods Hedvigs beskedenhed i telefonen, da vi aftalte besøget, tog det ikke lang tid, før hun havde snakket sig varm.
Hedvig er datter af Matilde og Axel Olsen. Hendes far var den legendariske formand for Jord og Betonarbejdernes Fagforening, som senere overtog forbundsformandspladsen efter Lyngsie i Arbejdsmandsforbundet (nuværende SiD) .
- Jeg var den yngste ud af seks søskende. Vi var utroligt fattige. Min far var næsten aldrig hjemme, han organiserede jo arbejderne og kæmpede for at skabe fagbevægelsen. De andre børn i gården drillede mig for det. Så gik jeg op til min mor og spurgte, hvorfor er han aldrig hjemme, som de andres fædre. Og min mor svarede: Han kæmper for, at fru Jespersen oppe på tredje, der er alene med fire børn, får nogle bedre vilkår og for, at alle de andre fædre får noget mere i løn.
- Og så var jeg tilfreds, jeg havde fået et svar, jeg kunne give videre til de andre. Børn tænker jo ikke sådan over tingene, vi var jo vant til det.

Kaviar, hummer og vandgrød
Hedvigs mor sendte hende ud og tjene, og det brød Hedvig sig ikke om. Hun stak af fra pladsen og løb hjem og kiggede i Socialdemokraten efter et job. Der fandt hun en ledig stilling på en systue på Nørrebro.
- Damen fra pladsen kom hjem til min mor og ville tvinge mig tilbage. Hun sagde, at nu havde jeg sagt ja, og det forpligtede. Men jeg holdt fast, det var jo ikke mig, der havde lovet noget, det var min mor.
- Jeg var glad for at arbejde på systuen. Jeg var 16 år dengang. Men jeg gjorde en fejl, som jeg skammer mig over i dag. Jeg forblændede mig i en rigtig kapitalist, Karl hed han. Og jeg var gift med ham i over 20 år. Al den rigdom og rejser. Vi spiste kaviar og hummer, mens mine søskende fik vandgrød.

Æstetiske fornemmelser
Hedvig rejser sig og viser os rundt i sin stue, der rummer minder fra et langt og spændende liv. Mange af de fine ting, som står eller hænger, stammer tilbage fra hendes mor.
- Se det fine porcelæn. Min mor elskede smukke ting og havde sans for det. Hun havde ikke nogen penge, så hun gik rundt til marskandisere og købte de fine ting med skår i, og fik det klinket, så man næsten ikke kunne se det.
Hun rækker frem efter en lille skrøbelig kop og fortsætter:
- Tænk, hun kom fra et så fattigt hjem, hvor der hverken var bøger eller daglig avis, og var ud af en søskendeflok på ni. Min bedstemor endte alene med dem, da min bedstefar forsvandt i Amerika efter en mislykket jobsøgning.
- Jeg husker stadig, at jeg altid skulle se, om vi havde noget til overs i spisekammeret, og hvis der var, skulle jeg gå ned til bedstemor med det. For hun var under forsorg og ludfattig. Jeg husker hendes store nederdel med folder og inde bag alle folderne var hendes pung.
Hun beder om at få sin taske hen til sig. Og i den ligger bedstemors sorte læderpung.
- Den bruger jeg stadig, smiler hun. Jeg får lov at holde pungen. En mærkelig følelse. Et stykke sort læder, med messingbeslag og opdelte rum. At sidde med en 100 år gammel pung, der mest har indeholdt bekymring om manglende økonomi til betaling af mad og regninger.

Pessar-Hedvig
Hedvig blev omsider skilt fra Karl og under Anden Verdenskrig gik hun ind i modstandsbevægelsen, hvor hun ydede en kæmpe indsats. Her mødte kun kommunisterne. Efter krigen arbejdede hun med økonomisk og socialt arbejde, især for at hjælpe de modstandskæmpere, der vendte hjem fra KZ-lejrene.
- Jeg havde været alene i ti år, men så mødte jeg Martin. Det var et rigtigt mandfolk.
Hedvigs øjne stråler som en nyforelsket. Martin Ewald Jensen var en af de kendte sabotører fra BOPA. Han var kommunist og tog diskussionerne op med Hedvig, og det prægede hendes liv fremover. Hun blev senere gift med sin Martin, og de var sammen frem til hans død i 1998.
Efter krigen fik Hedvig arbejde i Børneværnet som tilsynsførende i de allermest belastede områder i København, på Nørrebro og Vesterbro. Et arbejde hun modtog stor respekt for. Mange børneskæbner er reddet fra en ussel tilværelse af Hedvig.
Hun havde dog også modstandere, som mente, at hun opfordrede til utugt, fordi hun anbefalede de unge piger at bruge pessar.
'Pessar-Hedvig', kaldte kollegaerne hende. Og tit betalte hun af egen lomme, hvis pigerne ikke selv havde råd.
- Man fik jo ingen sexualundervisning og slet ikke hjemmefra. Min mor sagde bare til mig, at jeg skulle være forsigtig. Og pessar var, hvad der var.
- Jeg husker en pige, som jeg havde fulgt fra hun var i familiepleje. Nu var hun blevet ung og havde fået værelse i Sølvgade. Efter besøget spurgte hun om et lift til Vesterbro. Ved Sdr. Boulevard skulle hun af. Men så sagde hun, at jeg skulle gå med ned i en kælder, hvor pigerne holdt til. Jeg troede, at hun var blevet prostitueret. Men så var hun lesbisk. Og hun mente, at det var vigtigt, at jeg også kendte til den side af sexualiteten.
- I dag synes jeg, at der er alt for meget porno i tv. Mennesket skal nok selv finde ud af at vrikke med bagen og gøre sig til, når man har fundet den rigtige, det kommer helt af sig selv.

Mens tiden går
Mens vi taler sammen ringer det på døren. Det er den kommunale madudbringning, der er ligeså hurtigt ude, som de kom ind.
- Jeg har gerne villet dø de sidste fem år. Se her, det er ikke mine ører, men hørerapparater. Og se alle de piller, jeg skal indtage. Jeg er blevet en mekanisk maskine. Tænk, de kan flyve til månen, men kan ikke kurere helvedesild. Det siger noget om prioriteringen af forskningen. Men denne her oppe fejler ikke noget. Hun peger på hovedet, og vi er ikke svære at overbevise.
Man ser tydeligt, at det er voldsomme smerter, der kommer ind imellem, men hun bider dem i sig og fortsætter ufortrødent sin fortælling:
- Jeg skal hjælpes med af- og påklædning og smøres på ryggen. De kommer ti minutter ad gangen flere gange om dagen. Og jeg får serveret det værste hundeæde. I går fik jeg en klat kartoffelmos og nogle pølser, det kunne jeg altså ikke spise.
- Jeg siger ellers altid til mine besøgende, at de skal købe noget lækkert mad, og at jeg nok skal betale, men de gør det næsten aldrig.

Erindringsrejse
Hedvig er en berejst dame. Det vidner hjemmets vægge også om. Der hænger folklore beklædninger og platter i mellem god kunst, fra hendes og Martins venskaber med Scherfig, Viggo Rivad, Bidstrup og mange flere. Da hun fyldte halvfems tog hun hele familien med til Kina. Og helt tilbage til 1920'erne vidner hendes utallige fotoalbums også om rejser.
Et af albummene skiller sig ud. Det er en komplet samling af breve fra hendes bror Edvard, der var styrmand. Det er breve til Hedvig og hendes mor. De rummer et svært ungt liv i ensomhed og søgen efter kærligheden, der af naturlige årsager var svær at finde, når havnene blev skiftet ud hele tiden.
- Min elskede bror, han ville så gerne finde en sød pige. Se her, der har han mødt en og telegraferer efter penge til en forlovelse. Han blev så dårligt lønnet, og det var jo dyrt at leve i havnene. Og se de sidste, der kan man næsten ikke læse hans skrift. Hedvig aer brevene og mindes sin bror.
Brevene vidner om en alt for tragisk udvikling. Fra sirlig flot skråskrift til de to sidste breve fra et britisk hospital, langt, langt væk. Man læser hans optimisme om at vende rask hjem til Danmark et par uger efter brevets afsendelse. Han døde af tyfus 28 år gammel.

Bøgen springer ud
Hedvig kigger ud i forårsvejret på de ny udsprungne blade.
- Jeg har altid været i Fælledparken 1. maj, siden min barndom. Vi havde altid madkurv med. Jeg har hørt masser af socialdemokratiske talere, Stauning, Lyngsie og også min far. Senere selvfølgelig hos kommunisterne har jeg hørt Knud Jespersen, Jørgen Jensen og nu Betty Frydensbjerg Carlsson. Jeg glæder mig til i år, det er en helt speciel stemning at være der.
- Jeg har bedt familien om at køre mig, for jeg kan ikke gå så langt mere, og jeg har lovet mine kommende fødselsdagsgæster at passe på bentøjet.
- Retfærdighed står højst i min opdragelse. Når jeg møder et menneske, siger jeg min mening. Ja, snart møder jeg jo ikke flere nye mennesker, smiler hun og fortsætter:
- Men når jeg har gjort, har jeg altid sagt, jeg er kommunist, og så er de gået tre skridt tilbage. Så siger jeg, er du bange? Og så fortæller jeg dem om kommunisme. Det er retfærdighed! Vi skal have, så alle kan klare sig, og det skal vi hjælpe med. Så enkelt er det, det vi kæmper for.
Da fotografen og jeg forlader Hedvig og hendes hjem er vi overvældet af lærerige historier. Mødet med Hedvig er et fantastisk lærestykke, hun er en ukuelig kvinde.
***Illustration: ***
*** Foto 1: ***
@b:- Jeg var glad for at arbejde på systuen. Jeg var 16 år dengang. Men jeg gjorde en fejl, som jeg skammer mig over i dag. Jeg forblændede mig i en rigtig kapitalist, Karl hed han. Og jeg var gift med ham i over 20 år. Al den rigdom og rejser. Vi spiste kaviar og hummer, mens mine søskende fik vandgrød. Foto af Hedvig som 30-årig.
*** Foto 2: ***
@b: - Retfærdighed står højst i min opdragelse. Når jeg møder et menneske, siger jeg min mening. Ja, snart møder jeg jo ikke flere nye mennesker, smiler Hedvig der fylder 100 år i dag. Foto JAC.
** Foto 3 **
@b:Selv om Hedvig Schultz ikke kommer meget ud mere deltog hun alligevel på KPiD's sidste kongres i 2003 ??. Foto: JAC
***illustration bogforside: ***
@b:1979 skrev Hedvig Schultz bogen 'Min ukuelige mor'. Det er beretningen om moderens daglige kamp for at skabe en bedre tilværelse for sin familie og hendes stadige tro på livet og arbejderklassens ret. Hedvig Schultz' familie levede under fattige kår omkring århundredskiftet. Faren, Axel Olsen var jord- og betonarbejder og moderen Matilde Olsen passede hjemmet og deres seks børn. Han viede sit liv til kampen for at bedre arbejderklassens forhold og endte med at blive formand for Dansk Arbejdsmandsforbund, nu SiD. En læseværdig bog. Forlaget Fremad 1979.