JuniBevægelsens alternativ til den kommende forfatning er et demokratisk EU.
af Carl Aage Jensen
For Europa - mod unionsforfatningen. Det var JuniBevægelsens forsøg på at give seerne et klart budskab mandag aften da bevægelsens spidskandidater Jens Peter Bonde og Hanne Dahl krydsede klinger med Danmarks Radios journalist Steffen Kretz.
EU's bud på en forfatning, der overruller den danske grundlov vedtages sandsynligvis blot fire dage efter valget til EU-parlamentet. Ønsker man en anden udvikling skal man sige fra nu: Giv Fogh et signal, og stem på en modstander, lyder opfordringen fra JuniBevægelsen.
Men hvilket Europa ønsker JuniBevægelsen som alternativ til den kommende forfatning?
Det spørgsmål svæver derimod stadig i det ukendte univers. Efter aftenens udsendelse er det mest realistiske bud: Et demokratisk EU.
Jens Peter Bonde aflivede sig selv som unionsmodstander og -skeptiker og proklamerede, at han nu efter 25 år i EU-Parlamentet i stedet er blevet 'Euro-realist'.
Jens Peter Bonde fremstår som en stor modstander af EU's dårligdomme som det lukkede, antifolkelige og udemokratiske system, og som en lille tilhænger af EU. 'Det er der, de europæiske lande forenes' forklarer Bonde sit nye harmskifte.
Efter 25 år i parlamentet ligner Bonde i dag mere og mere en politiker på EU plan. Hans søgen efter at lede sin egen gruppe i parlamentet sammenholdt med de andre gode ben underbygger dette billede. At det også er baseret på et suspekt samarbejde i parlamentsgruppen med en beundre af Hitlers tidligere politik efterlader blot et billede af Jens Peter Bonde som en politiker uden faste principper. Det lykkede ikke Jens Peter Bonde at fjerne dunsten af omklamringen, selv om han bedyrede at 'det citat er trukket tilbage'.
Hanne Dahl følger ikke Bonde til dørs, men accepterer dog, at EU tager sig af det grænseoverskridende. Samtidig forklarer hun at mange i JuniBevægelsen vil stemme for dansk udmeldelse, hvis spørgsmålet bliver aktuelt.
DR's Steffen Kretz havde også et klart budskab. Han plauderede igen og igen som et ekko af valgkampens ja-politikere: Unionsmodstanderne har ikke andet end skræmmebilleder.
JuniBevægelsens 12 år gamle udsagn om at EU med dets nyliberale politik er en trussel mod folkepensionen blev uglet: 'Pensionisterne har det da godt i dag.'
Truslen mod folkepensionen bliver imidlertid skridt for skridt til virkelighed gennem manglende regulering af den kollektive ordning samtidig med at de private pensionsordninger får øget betydning for fremtidens pensionister. Dette sker helt efter det liberale forbillede, som EU til stadighed indarbejder i traktaterne og nu også i forfatningen.
Desværre har JuniBevægelsen ikke fingeren tilstrækkeligt langt nede i den danske virkelighed til at den kan afvise Kretz' platheder på det konkrete plan.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278