Den russiske forfatter Maksim Gorkij, pseudonym for Aleksej Maksimovitsj Pesjkov, dør. Han står centralt i udviklingen af den kritiske realisme hos for eksempel Tolstoj, frem mod en realisme i socialismens tjeneste
Sammen med Tolstoj står Gorkij som hovedinspirationskilden for de sovjetforfattere, der arbejder med at skabe en proletarisk, revolutionær skønlitteratur på realismens grundlag.
Gorkijs første novelle 'Makar Tsjudra' (1892) er typisk for hans forfatterskab før 1900 - en stærkt romantisk præget skildring af en altfortærende sigøjnerkærlighed. En tobindssamling med fortællinger udkommer i 1898.
Fra slutningen af 1890'erne arbejder Gorkij aktivt i miljøet omkring Lenins avis Iskra ('Gnisten'). Samtidig med at hans romantiske tendenser munder ud i et stort revolutionspatos i digtet 'Sangen om stormfuglen' (1901), begynder han at udvikle en realistisk analyserende og afslørende form med romanerne 'Forna Gordejev' (1899) og 'Moderen' (1906-07) og skuespillene 'Småborgere' (1901), 'Natherberget' (1902) og 'Fjender' (1906).
'Moderen' og 'Fjender' er blevet stående i sovjetisk litteraturhistorie som de klareste forbilleder for sovjetisk socialistisk realisme. Gorkijs tema er i dem den hurtigt tiltagende opvågnings- og bevidstgørelsesproces i de proletariske masser i årene frem mod revolutionen.
I 1918 kaster Gorkij sig ind i opbygningen af en socialistisk kultur, grundlægger Gorkijteatret i Leningrad. I 1920'erne starter han en række nye litterære tidsskrifter og bogserier. Han er endvidere en ivrig deltager i debatten om den sovjetiske æstetik og etik, der munder ud i formuleringerne fra den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934, nemlig at gengive virkeligheden i et revolutionært perspektiv, se fortiden fra tinderne af fremtidens mål.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278