Solidariteten med den irakiske modstandsbevægelsen stiller sig som en både akut og strategisk opgave for konsekvente fredsfolk

af Sven Tarp, DKP/ML
Carsten Kofoed, der er talsmand for Komiteen for et Frit Irak, har den uheldige vane at lægge sig ud med andre fredskræfter og skabe splid, hvor opgaven er at søge enhed. På den måde skader han de mål, som han har sat sig som talsmand for en komite, der i øvrigt laver et stort og prisværdigt stykke solidaritetsarbejde med den irakiske modstandsbevægelse.
I Arbejderen den 23. september kritiserer han i et indlæg Enhedslisten for dens uldne holdning til det nationale spørgsmål og skriver blandt andet:
'Enhedslisten begrænser sig til at kræve, at besættelsesmagten, herunder Danmark, forlader Irak. Men dette synspunkt, som Enhedslisten retfærdigvis ikke har stået alene med i Nej til Krig, idet for eksempel både KPiD og DKP/ML har været af samme opfattelse, er efter min mening kun én side af forsvaret af irakernes nationale selvbestemmelse. Den anden side er en klar politisk støtte til det irakiske folks legitime modstandskamp.'
Carsten Kofoed har fuldstændig ret i, at det ikke er tilstrækkeligt at kræve Danmark og den øvrige besættelsesmagt ud af Irak. Men han forveksler efter min mening strategi og taktik og leverer et underlødigt angreb mod blandt DKP/ML.

Kompromiser og alliancer
Jeg kunne med samme ret anklage Carsten Kofoed og hans komite for opportunisme, fordi de ikke klart slår til lyd for det synspunkt, at der først kan skabes fred i verden, når kapitalismen og imperialismen er blevet knust og erstattet af et socialistisk samfund. National selvbestemmelse er kun en del af denne problematik.
Men jeg fremfører ikke en sådan anklage, fordi jeg ved, at det er nødvendigt at lave kompromiser, alliancer og forskellige typer platforme for at bringe fredskampen derhen, hvor den kan få reel indflydelse i et Danmark, hvis regering i den grad er kulsort, og hvis befolkning er blevet kraftigt vildledt om situationen i Irak.
Dette gælder også i fredsgrupper og komiteer som Nej til Krig, der er udtryk for kompromiser og alliancer mellem forskellige mennesker, som af den ene eller anden grund er imod krigen og kræver besættelsesstyrkerne ud af Irak. Det er efter min opfattelse sekterisk at forsøge at splitte denne enhed på dette niveau, som er nødvendig for at udløse de fredskræfter, som nu engang findes.
Carsten Kofoed giver udtryk for en anden opfattelse. Dermed er der klart tale om en taktisk uenighed i dette spørgsmål. Det kan man beklage, men det er til at leve med. Derimod er det et problem, hvis man kunstigt forsøger at puste denne mindre uenighed op til en strategisk uenighed, for så splitter man de kræfter, som ønsker at gå længere.

Anti-imperialisme
DKP/ML er ikke af den opfattelse, at en taktisk enhed, som kan opnås i en komite som Nej til Krig, betyder, at de deltagende kræfter skal have mundkurv på. Vi ønsker tværtimod som kommunister at fremme vores synspunkter - ligesom de øvrige kræfter fremmer deres - samtidig med at vi respekterer de indgåede aftaler.
DKP/ML er helt enig i de synspunkter, som Angelo Alves fra Portugals Kommunistiske Parti fremsatte på Europas Sociale Forum i Paris for et år siden:
'For os har det ikke nogen mening at udvikle en ideologisk og politisk neutral fredsbevægelse, som blot kæmper for at forhindre de konflikter, som det kapitalistiske system skaber, eller fordømme igangværende konflikter. Det er nødvendigt at gøre dette, men det er ikke nok. Hvis vi ønsker at bygge en sammenhængende fredsbevægelse, er det også nødvendigt at føre en stadig kamp mod de permanente årsager til krig og vold i verden. Derfor er det ekstremt vigtigt at bekæmpe de koordinationsstrukturer, som imperialismen skaber for at udvikle sin militære overmagt.'

Hovedfronten
DKP/ML's holdning til modstandsbevægelsen i Irak beror ikke kun på, at vi er imod imperialistiske krige og for national selvbestemmelse. Vi ser modstanden i et større internationalt perspektiv.
Mellemøsten og især Irak er i dag hovedfronten for kampen mellem imperialismen og folkene. En anden portugisisk kommunist, det tidligere medlem af EU-parlamentet Miguel Urbano Rodrigues, sagde i denne uge i en tale i Alentejo:
'I den globale krise, som vi gennemlever, er hovedfronten i kampen mod imperialismen den front, hvor fjenden koncentrerer de største styrker, slår til med størst aggressivitet og indsætter flest materielle og menneskelige resurser - den front, hvor udfordringerne og modstanden imod imperialismen skaber de største problemer for den og sår tvivl om myten om dens uovervindelighed. Denne front befinder sig i dag i Mellemøsten og Centralasien, i trekanten Irak-Afghanistan-Palæstina.'
USA har klare og veldefinerede strategiske interesser i dette område. Det har sat kolossale resurser ind for at nå sine mål. Men det går ikke, som det skal.

USA's problemer
Den amerikanske hær er ikke længere den samme som under Vietnam-krigen, hvor de værnepligtige kunne blive indrulleret og kort efter sendt i kamp. De sofistikerede og højteknologiske våben stiller i dag store krav til uddannelsen af soldaterne, der alle er ansat på kontrakt.
Ifølge Ignacio Ramonet fra Le Monde Diplomatique råder den amerikanske hær næppe over mere end 250.000 operationelle styrker. Heraf er over halvdelen sat ind i Irak, hvortil kommer nogle titusinder i Afghanistan og på forskellige baser rundt omkring.
Disse tropper har lidt store tab som følge af den irakiske modstand. Over tusind soldater er blevet dræbt, flere tusinde er blevet såret, og mindst 1500 har fået behandling for psykiske problemer. Og dertil kommer et stort antal deserteringer og selvmord.
Blandt de tilbageværende breder nervøsiteten sig for hver kollega, der dræbes eller såres. Hver især frygter at blive det næste offer. Moralen er faldende blandt soldaterne, der ikke forstår, hvorfor de er i krig.
Hærledelsen har derfor fremskyndet udskiftningen af tropperne. Men eftersom en del af de soldater, som deltog i selve invasionen, allerede er sendt hjem og er mere eller mindre demoraliseret, har den svært ved at finde friske tropper, der kan sendes til Irak.
15.000 soldater skal nu overføres fra strategiske baser i Sydkorea og Haiti. Der gøres i stigende omfang brug af hyrede lejesoldater. Og mobiliseringen af 6500 reservister hjemme i USA har allerede ført til et sigende ramaskrig, der vidner om de problemer, som det gigantiske amerikanske militærmaskineri er ved at løbe ind i.

Rivalerne svigter
USA havde efter invasionen og igen efter den såkaldte 'magtoverdragelse' i juni i år håbet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ville sende tropper, der kunne aflaste de amerikanske. Det er ikke sket. Reelt set er Storbritannien USA's eneste militære allierede, der vejer bare lidt i vægtskålen. Og det har sin egen forståelige logik.
Mens de imperialistiske rivaler i Europa hjalp USA med at slikke sårene oven på nederlaget i Vietnam - på grund af den fælles frygt for den socialistiske lejr - vil de denne gang snarere søge at udnytte USA's problemer til egen fordel. Modgangen i Irak bringer dermed modsætningerne mellem de imperialistiske magter frem i lyset.
Alt i alt er USA, som Paul Krugman skrev i New York Times i tirsdags, ved at løbe ind i 'et strategisk nederlag' i Irak.
Og dette er frem for alt den irakiske modstandsbevægelses fortjeneste. Den er på afgørende vis med til at hæmme USA's muligheder for at igangsætte agressioner andre steder i verden. På den måde er modstandsbevægelsen paradoksalt nok samtidig den stærkeste fredsfaktor i dag.

Karakteren af den irakiske modstand
DKP/ML lader sig ikke vildføre af den massive misinformation om den irakiske modstandsbevægelse. Vi lader os ikke skræmme af påstande om, at den skulle være ledt af fundamentalister og Saddam-tilhængere.
For det er til syvende og sidst ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig derimod om, at den er i frontal kamp med verdens stærkeste imperialistiske magt og tilføjer denne drøje hug. Vi har derfor ved flere lejligheder erklæret, at vi betingelsesløst støtter den irakiske modstandsbevægelse, og at det er irakerne selv, der må bestemme, hvilket samfund de vil have.
Vi er klar over, at flere af de voldelige aktioner, der skal skræmme velmenende mennesker, ikke skyldes modstandsbevægelsen, men den amerikanske efterretningstjeneste og dens afdeling for fup og fiduser.
Vi er dog ikke blinde for, at også dele af modstandsbevægelsen gennemfører aktioner, som vi kunne have været foruden, og som bestemt ikke øger dens muligheder for en alliance med befolkningerne i den vestlige verden.
Men hvordan kan det være anderledes, når man tager i betragtning, at det irakiske folk netop er kommet ud af et flere årtier langt brutalt diktatur? Og når de kræfter, som kunne havde ledt den i en mere taktisk fornuftig retning, i stedet har valgt at samarbejde med besættelsesmagten?
Historien udvikler sig nu engang ikke efter en lærebog eller på grundlag af et i forvejen aftalt moralkodeks. Den kan undertiden være ganske brutal. Vi må ikke glemme, at de største forbrydelser i Irak er blevet begået af den amerikanske og britiske imperialisme, der blandt andet lod over en halv million børn dø i deres forsøg på at vælte Saddam Hussein.

Perspektiver
Det er umuligt at spå om, hvor længe krigen i Irak vil vare. Men den vil givetvis fortsætte i en årrække. USA vil næppe trække sig ud, før det lider totalt nederlag. Dertil er dets interesser og indsatser for store. Og kender man det irakiske folks historie, kan man næppe heller forvente, at det vil holde op med at kæmpe, før den sidste besættelsessoldat er fordrevet.
Et amerikansk nederlag i Irak kan føre til en radikalt ændret verdenssituation, der kan bringe de revolutionære og progressive kræfter tilbage i offensiven. Derfor stiller solidariteten med modstandsbevægelsen sig som en både akut og strategisk opgave for konsekvente fredsfolk.