Pablo Picasso er blevet selve indbegrebet af den moderne kunstner, og hans ry er i første række knyttet til navnet og ikke specielle værker

Alligevel er Picasso både typisk og atypisk for kunstudviklingen i vor tid. Typisk, fordi hans liv så tydelig anskueliggør succeskunstnerens skæbne.
Atypisk, fordi hans kunst altid er i forandring og uden den 'stilistiske konsekvens', som modernismeideologien foreskriver.
Picassos kunstneriske udvikling fremstilles gerne som en række perioder. Her kan nævnes den blå/rosa periode fra omkring 1900. Derefter er det kubismen, der tager over.
Hans ry bliver yderligere slået fast gennem arbejdet som scenograf for Diaghilevs russiske ballet - 1920'ernes mest omtalte. Han er med andre ord blevet en offentlig person, som stadig chokerer gennem sine billeder og livsførsel.
Kvindemotiverne er lige så interessante som de stadig skiftende kvinder ved hans side.
Det udpræget antiborgerlige i hans kunst bliver til politisk handling, da Picasso på bestilling fra den spanske republiks regering maler 'Guernica' til Verdensudstillingen i 1937.
I dette kæmpemaleri sammenfattes mange af de motiver, der har optaget ham gennem 30'erne, men de eksistentielle og psykiske konflikter er her forvandlet til en almen menneskelig protest gennem den forpinte smerte i kroppen og kropsdele.
Picasso går efter Anden Verdenskrig ind i det franske kommunistparti. Han tegner blandt andet fredsduen ved optakten til den kolde krig.