En amerikansk forbundsdomstol har afsagt en kendelse, der taler George Bush midt imod. Fangerne på den amerikanske Guantanamobase i Cuba har ret til at få afgjort, om de er krigsfanger.
En forbundsdomstol har standset alle planlagte sager ved de amerikanske militærtribunaler på Guantanamo-basen i Cuba.
Dommeren mener, at alle USA's fanger på basen har ret til at få afgjort, om de er krigsfanger i henhold til Geneve-konventionen, før de tiltales i det amerikanske retssystem.
Sagen var anlagt af Salim Ahmed Hamdan fra Yemen, der anklages for at have været chauffør for Osama bin Laden. Han og fire andre mænd er tiltalt ved de omstridte militærtribunaler, som USA har designet til lejligheden.
Anklagerne mod den yemenitiske statsborger lyder på sammensværgelse med hensigt på at begå krigsforbrydelser, herunder angreb på civile, mord og terrorisme.
Hamdans advokat, som er blevet udpeget af USA's militær, har anført, at militærtribunalerne er ulovlige, og at fangerne har ret til at få deres status afprøvet ved en civil domstol.
Han fik medhold af dommer James Robertson, som også erklærede tidligere høringer i sagen mod Hamdan for ugyldige. Desuden kræver dommeren, at de militære tribunaler skal følge retningslinierne.
Der befinder sig omkring 550 personer, som USA har taget til fange i Afghanistan eller Pakistan under krigen i Afghanistan, der blev indledt 7. oktober 2001. Mange har været indespærret i tre år uden rettergang og uden adgang til advokatbistand.
Men George Bush nægter at anerkende fangernes ret til at blive behandlet som krigsfanger. De er ulovlige kombattanter, siger den amerikanske regering og er derfor ikke omfattet af Geneve-konventionernes beskyttelse.
Det amerikanske justitsministerium er rasende over dommerens kendelse.
- Ved at give medlemmer af al-Qaeda legal beskyttelse efter Geneve-konventionernes bestemmelser har dommeren ligestillet terrorisme med de legale metoder for at gå i krig, siger ministeriets talsmand, Mark Corallo.
Han tilføjer, at regeringen vil appellere afgørelsen til den amerikanske højesteret, skriver det britiske tv-selskab BBC.
Til gengæld er de amerikanske borgerrettighedsgrupper tilfredse med dommen, skriver den arabiske tv-station Al-Jazeera.
- Det, amerikanerne ikke har erkendt, er, at hvis vi ikke opfylder dem (Geneve-konventionerne), føler ingen andre lande sig forpligtet til at opfylde dem, når de ser på vores eksempel. Det bringer vores soldater i fare, når de kæmper i udlandet, siger Barbara Olshansky fra Center for Forfatningsmæssige Rettigheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278