34 lande fra Nord-, Mellem- og Sydamerika samt Caribien underskriver en sluterklæring efter deres topmøde i Monterrey i Mexico. Der er imidlertid en fodnote i erklæringen, da Venezuela tager forbehold overfor ALCA, som erklæringen bliver kaldt

ALCA er en frihandelsaftale for begge de amerikanske kontinenter, og præsident Bush presser på for at få erklæringen sat i værk fra 2005.
Det lykkes ham at få denne tidsplan bekræftet, altså bortset fra Venezuelas forbehold, som begrundes med 'en grundlæggende uenighed omkring konceptet og filosofien i den foreslåede model'.
Selv om Venezuela som det eneste tager forbehold, er der modstand mod ALCA i mange latinamerikanske lande, hvilket fremgår af mange skeptiske indlæg på topmødet.
ALCA er da også en erklæring med luftige sociale løfter og konkrete planer for liberalisering.
USA har inden topmødet da også fundet det nødvendigt at mødes med Canada og Mexico, der sammen med USA er frihandelspartnere i NAFTA, for konsolidere deres holdning til ALCA-erklæringen.