Halldor Laxness er Islands betydeligste prosaforfatter i 1900-tallet. Han debuterer allerede som 17-årig med ´naturens barn´, som er et romantisk og idyllisk roman under indflydelse af den norske forfatter Knut Hamsun. Året efter forlader han Island og lever forskellige steder i Europa og i Nordamerika indtil 1930

Under hans ophold i USA og Canada fra 1927 til 1929 bliver han overbevist socialist, hvilket hans 'Folkebogen' fra 1929 vidner om.
Derefter skriver han en række samfundsromaner om de undertrykte, blandt andet dobbeltromanen 'Salka Valka' om almuen i fiskerlejerne og 'Frie mænd' om småbondefamiliens vilkår på landet.
Romanerne forener i deres stil på Laxness' særegne måde realisme og fantasi, ligesom det lyriske blomstrer side om side med en funklende humor og skarp, satirisk samfundskritik.
Laxness' samfundskritik og hans ofte provokerende synspunkter gør, at han også er en vigtig debattører i Island. Det ser man i hans antiimperialistiske roman 'Atomstationen', som er et oprør mod etableringen af den amerikanske militærbase i Keflavik.
Halldor Laxness får Nobels litteraturpris i 1955.