22 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nordlyd sprængte rammerne

Nordlyd sprængte rammerne

Torsdag, 03. marts, 2005, 00:00:00

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Afenginn gik op i en højere enhed ved uropførelsen af koncertoplevelsen ´Nordlyd´.

af Helge Knudsen
Hvorfor salen kun var to tredjedel fyldt, er et spørgsmål vi overlader til historieskriverne. For der blev skrevet dansk musikhistorie i Amager Bio i lørdags, ingen tvivl om det.
Vel er kombinationen af et symfoniorkester og et rytmisk band set før - også i Danmark. Men så vidt jeg ved er det første gang, at bandets komponist også har komponeret et symfonisk værk til lejligheden - og det var denne kombination, der gjorde uropførelsen af 'Nordlyd' til en musikoplevelse af de helt store.
Koncerten indledtes med en uropførelse af Afenginn-frontfiguren Kim Nybergs halvtimes symfoniske værk, 'Nordisk'. Arbejderens læsere kan finde anmeldelsen af cd-udgivelsen af værket i avisen fra den 23. februar, så den skal ikke gentages her. Men det var en fantastisk oplevelse af høre musikken live.
René Bjerregaard Nielsen dirigerede med sikker hånd de omkring 40 tydeligt engagerede og velspillende musikere, så Kim Nybergs nordiske univers blev levendegjort både for øje og øre. Og 3. satsen, med Matias Erikssons lange ekspressionistiske digt, blev løftet yderligere ved en utroligt engageret og rytmisk koreograferet recitation.
Den unge unavngivne kvinde, der stod for den præstation, måtte gerne have lagt stemme til recitationen af de øvrige satsers digte, for hendes fremførelse var - desværre - langt over de andre recitørers niveau.
Men alt i alt en flot fremførelse af et inspirerende værk, som jeg kun kan anbefale at gå ind og høre.

Symfonisk Afenginn-energi
Anbefalingen gælder også anden del af Nordlyd-projektet, 'Afenginn in Symphony'. Den fælles koncert med Afenginn og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester var ikke lidt påklistrede strygere, blæsere og pauker hist og her, men gennemarbejdede arrangementer. Afenginns utrolige musiske energi forplantet til et helt symfoniorkester!
Repertoiret spændte vidt, lige fra Kim Nybergs utroligt smukke og lyriske 'Fotone', inspireret af støvpartiklernes dans i solen, til den vilde Tatta Humppa - og selvfølgelig elg-suiten, om den svenske elg, der flygtede til Danmark og endte sine dage foran et tog.
Det var sgu bare så smukt! Ikke noget at sige til, at der måtte to sæt ekstranumre til, før Afenginn og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester satte punktum med 'Andante definibus'. (Frækt gået, at man gennemarrangerer så mange ekstranumre, i øvrigt)

Nordlyd bør give genlyd!
Den højt løftede, dybe scene i Amager Bio gjorde det lidt vanskeligt at få lyden ordentligt ned til publikum. Det gik især ud over blæserne. Endelig manglede lyden på flygelet - eller forstærkningen af den - bund, og var lidt skinger i det høje leje. Ved fremførelsen af nogle af Afenginn-numrene fremstod symfoniorkesteret også lidt for svagt i lydbilledet.
Men det er småting, og det, man kan ærgre sig mest over, er at der kun er yderligere to koncerter at få dem rettet i.
'Nordlyd' må meget gerne få en længere levetid og en udbredelse, der rækker ud over hovedstadsregionen. Hvor bliver I af, kultur-beslutningstagere i Århus, Odense - alle de store koncertbyer? Her er et projekt, der er værd at skyde penge i, så også andre end københavnere kan få én på opleveren ud over det sædvanlige.
Nordlyd må gerne give genlyd!

Dobbeltkoncerten 'Nordlyd - Afenginn in Symphony', kan også opleves den 4. marts i Lyngby Kulturhus kl. 20, og i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København den 19. marts kl. 21.
Billetter kan købes på www.billetnet.dk.
Læs mere om projektet 'Nordlyd' på www.saunakiosk.com, og om Afenginn på www.afenginn.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder