Nu er livskunstneren Lone Kellermann en stjerne på himmelen. Danmark er blevet kedeligere

af Arne Würgler, formand for Danske Komponister og Sangskrivere DJBFA.
Danmark er blevet kedeligere. Væk er Ebbe og nu også Lone. Glemmer aldrig mit første møde med Lone. Det var i huset i Magstræde. Orkestret hed vist Blues Power, men jeg husker kun Lone. For det var hende, der var blues. Dansk blues, som ingen kvinder før eller siden har været det. Og det var hende, der var power, med nærvær, humør, råstyrke og stor smerte. Et ubændigt sjældent naturtalent, som kørte helt ud over kanten i småborgernes og dødbidernes rammer og båse.
Var Lone rock, var hun revy? Lone var til det hele. For Lone var kærlighed og livsglæde. Kald det hvad du vil. Rock og rul var dengang i tresserne og halvfjerdserne mestendels mandemusik og den skulle bogstavelig talt have nosser. Ellers var det lige meget. Lone havde det hele og mere til.
Solide rødder i den folkelige danske kulturhistorie. Fra Liva og dansk guldalderblues og de sange og viser, som hendes søde og gode alenefar flaskede hende op med til rock og rul. Lone valgte udelukkende med hjertet, og sangene, uanset genre og tid, blev levende og nærværende hver gang. Således hendes dejlige 'Se Venedig og dø'.
Ophavsmanden står her i en næste ubetalelig gæld til Lone. En gæld, han ikke er ene om. Han deler den med os, hendes kollegaer og et stort publikum over det ganske land. Fra de store scener til de mange, mange små. Musik, teater og film. Lone var til det hele. Massere af succes, men også store nedture og hård modgang. Lone gav sig selv helt uanset tid og sted.
Men det koster at være stjerne og have klasse. Hvem tænkte på det, når lyset var tændt og Lone sang Purple Rain, Vandkunstens lille Café eller Lyngbyvejen, hvor hun fik os til at hyle af grin over de alle lyksagligher, der venter hjemme hos lille mor.
Men først og fremmest var Lone livskunstner. Med en fantastisk evne til at rejse sig, hver gang virkeligheden strammede til. Hendes pinsebryllup for ikke så mange år siden i Christianskirken, hvor hun henrykkede sig selv og os med kjole og karet, og hvor hele Stadens mangfoldighed kærligt festede med, er bare et af hendes mange flotte vidnesbyrd om, at det er vigtigt at forandre og nyde vores dejlige liv, mens det endnu er muligt.
Der er noget særligt ved sandheden. Den fik ord og stemme med Lone. Lone var kunster, politiker, men først og fremmet mor og mormor for sin lille familie og alle os, der fik lov til at være tæt på et lille stykke af den alt for korte vej.
Tilbage har vi nu de sange, hun fik lov at indspille. Trist, at pladeselskaberne ikke kendte deres besøgstid, mens tid var. Nu er livskunstneren Lone Kellermann en stjerne på himmelen. Danmark er blevet kedeligere.