Inge Hansen døde den 1. august.

af Helle Bruun
Inge Hansen døde den 1. august. Alt for lang tid er gået, hvor kun få har vidst det. Inge blev bisat af kommunen den 23. august fra Vigerslev Kirke, og hendes urne er sat på Bispebjerg kirkegård. Hun havde ingen familie. Inge døde på trappen i sin opgang, hvor hendes nabo fandt hende.
Sidst jeg var sammen med Inge var på Rød Sommerlejr den anden uge af juli. Her kom hun hvert år og fik næring til al sin øvrige, flittige færden blandt mange forskellige folk. Og her var hun tilstede med sit varme røde hjerte og smittende gode humør. Vi havde stunder nu i år, hvor vi lo så tårerne trillede. Men ellers var Inge som sommerlejrdeltager mere stilfærdig, end i mange andre sammenhænge. Hun lyttede og sugede til sig.
For cirka ti år siden var Inge meget syg og måtte holde på arbejdsmarkedet, hvor hun havde været hjemmehjælper og tillidsrepræsentant i mange år. Der går stadig ry af hende på Vesterbro.
Det var på de tider, hvor ingen kunne smyge sig uden om medlemskab af fagforeningen. Eller udenom Inge. Hun talte uretten midt imod hvor som helst og overfor hvem som helst. Men altid gik hun efter bolden, aldrig manden - og for det høstede hun stor respekt.
Inge kom sig aldrig helt efter sygdommen, men temmelig godt med sit ukuelige livsmod og en god portion stædighed. Der var bud efter hende. Og Inge havde meget at byde på. Sin klare klassebevidsthed og sin skarpe tunge brugte hun flittigt i alt muligt samvær med mange slags folk. Også altid parat til at tage en tørn, så langt kræfterne rakte, som aktivist, demonstrant, mødedeltager og på bestyrelsesposter.
Inge vakte tillid og fik mange hverv. Det var ikke noget hun søgte, men sådan gik det. Som kommunist var hun ofte en outsider, men hun blev valgt alligevel. Inge var uselvisk og ikke det mindste selvhøjtidelig.
Og hver måned bestemte hun, hvem af hendes hjertebørn - Folkebevægelsen, Arbejderen, Cuba og andre - der skulle betænkes ud af hendes beskedne pension.
Jeg kom ikke hos Inge. Det tror jeg ingen gjorde. Men Inge gik hver dag ud og mødte andre mennesker. Det havde hun besluttet sig for, da hun var syg. For i alle måder at holde sig bedst og længst mulig. I en årrække her til sidst har jeg arbejdet sammen med Inge i Folkebevægelsens lokalkomité i Valby. For et par år siden var vi i Cuba sammen. Tidligere løb vi mere på hinanden omkring Fælles Kurs, Onsdagsklubben og Folkets Radio.
Inge var festlig, farvestrålende og sej - en solstråle i andre menneskers liv. Og jeg savner hende.
Æret være hendes minde.